LisbethOvergaardNielsenPhd

elationer, stemninger og personlig refleksion. “The confession-room” i
Trolhättan fungerede imidlertid både som et middel, der kunne generere
autentiske vidnesbyrd fra en lukket verden, og samtidig som en ironisk
kommentar til nutidens voldsomme bekendelsestrang som vi har set den komme
til udtryk siden senhalvfemserne f.eks. på nettet i form af webloogs, via
intimdokumentaren, hvor kameraet vendes indad mod instruktøren selv i stedet
for ud mod verden, 316 i videodagbøger og indenfor talkshow og reality-genren på
tv. The confession-room kan således være sat op som et spøgefuldt indslag i Triers
verden, men selvom bekendelserne, der er fastholdt i Sami Saifs dokumentarfilm
Dogville Confessions (2003), til tider er ironiske og humoristiske, så er mange af
kommentarerne ligeledes seriøse og alvorsfulde. Igen ligger ironi og alvor som et
mulighedsfelt af både-og, hvor det private, det intime og det offentlige rum
præsenteres som sammensmeltede størrelser.
At skabe et venligt, familiært produktionsmiljø er ikke kun en tryghed for
instruktøren og den mere eller mindre faste medarbejderstab, men kan have en
funktion særligt i forhold til skuespillergruppen. Situationen er ikke meget
anderledes end på andre arbejdspladser, hvis den dygtige leder formår at skabe
nogle gode rammer for sine medarbejdere. Føler medarbejderne sig trygge og godt
tilpas vil de sædvanligvis yde bedre og mere, og formår lederen oven i købet at
tilføre de enkelte stillinger en form for eksklusivitet og få medarbejderne til at føle
sig særligt udvalgte, ja, så ydes der forventeligt endnu mere. 317 I Trolhättan blev
hele produktionen som nævnt indlejret i kollektivtanken, hvor alle spiste sammen,
alle var til stede på scenen det meste af tiden, og de fleste var udelukket fra at søge
andre steder hen om aftenen, da studierne ligger isoleret i midten af Sverige. At
tilbringe så meget tid sammen skaber naturligvis relationer på godt og ondt, men
projektkarakteren og ø-fornemmelsen kan medvirke til at bibringe de
316 Betegnelsen “intimdokumentaren” er hentet fra Anne Jerslevs artikel “Den intime dokumentar”
(2002), hvori hun beskriver og analyserer en forholdsvis ny tendens indenfor dokumentarfilmen,
hvor en lang række af film- og videoprojekter bærer betroelsens, bekendelsens eller den intime
afslørings karakter” (Jerslev (2002), s. 40)
317 Forholdet til arbejdspladsen udstrækkes i disse år til også at involvere medarbejderne personligt
såvel på arbejdet som uden for arbejdstid. Tilhørsforholdet og eksklusivitetsfølelsen kan styrkes via
f.eks. aktiedonationer, bonusløn, medarbejdergoder og personaleudvikling. Der satses ydermere på
forøget omsætning via personalepleje, der involverer f.eks. teambuilding-kurser og livsstilspleje.
233