LisbethOvergaardNielsenPhd

appellerer til en næsten ur-agtig (sentimentalitets)følelse. I forlængelse heraf ligger
filmens anden store tematik, martyriet, der ligesom i Breaking the Waves betyder, at
den kvindelige hovedperson uretfærdigt må lide døden for sin godhed. Filmens
følelsesappel er således på overarbejde, når Selmas situation eller handling hver
gang er ultimativ og den værst tænkelige.
Filmens anvendelse af følelseseffekter drives således langt ud, men
holdes til dels i ave af den superrealistiske stil, der fungerer som modvægt med et
gran af pastiche. Mens denne modvægt var eftertrykkelig nok til at filmen var
følelsesmæssigt acceptabel for nogen, så blev andre frastødt af dét, anmelderen
Henrik List karakteriserer som “følelsesporno og manér.” Filmen blev her
opfattet i tråd med Morten Piils beskrivelser af filmen som “en udvendig
byggeklods-konstruktion stablet på benene for at bearbejde vores tårekanaler.”
For begge kritikere har filmens excessive og manierede karakter tydeligvis været
for påtrængende, og banaliteterne og klicheerne for synlige. En sådan oplevelse vil
naturligvis altid skabe distance til værket, hvorfor tilskueren i dette tilfælde
formentlig vil reagere minimalt på den emotionelle appel. Uden historiens
følelsesmæssige potentiale for at skabe indlevelse tipper konstruktionen. Tilbage i
sådan en filmoplevelse bliver kun skallen og de hule klicheer.
Trilogistatus og hjertekirurgi
Med Dancer in the Dark får Trier sluttet den Guldhjerte-trilogi, der gav ham et større
publikum og De Gyldne Palmer, men også mere kritik. Følelsesappellen er central
i Guldhjerte-trilogien, men graden varierer, og værkernes afprøvninger og
undersøgelser af følelserne og det sentimentale er forskellige. I Breaking the Waves
blev melodramaet vredet og drejet til sidste tåre, men den sædvanligvis formbløde
og runde genre fik kant via det håndholdte kamera, de fantastiske elementer og
dramaets mellemkapitler, der leverede æstetisk refleksion og nydelse i kraft af Per
Kirkebys billeder og den ledsagende rockmusik. Historien om Bess’ tro, opofrelse
og martyrium opbyggede en langsomt stigende, emotionel effekt, der lod de
færreste tilskuere uanfægtede. Filmen hyldede melodramaet, og følelserne kom i
centrum, men blev ikke overeksponerede.
188