LisbethOvergaardNielsenPhd

Modsat billedkunsten har filmkunsten ikke været præget af manifester. Blandt de
få kan nævnes en af den revolutionære russiske stumfilms hovedskikkelser Dziga
Vertovs manifester fra 20’erne. I en række korte tekster afskrev han filmdramaet
som borgerligt og forældet og pegede i stedet på den type politiske, ikke-narrative
propagandafilm, som han selv lavede: “Filmdramaet er opium for folket. Ned
med lærredets udødelige konger og dronninger! De almindelige dødelige
mennesker, optaget ved deres sædvanlige arbejde skal leve! Ned med hverdagens
iscenesættelse: Film os uventet sådan, som vi er,” hedder det i hans foreløbige
instruktioner til Kinoglaz-kredsen (1926). Som en tidlig forgænger for
dogmetankerne fordres her “hurtige transportmidler, film af høj lysfølsomhed,
lette håndkameraer, lige så let belysningsudstyr”. 321
Et andet udspring er Den franske nybølge, der som bekendt hyldede
instruktøren som filmværkets suveræne skaber. De opstillede imidlertid aldrig et
manifest, men tog til dels afsæt i Alexandre Astrucs manifest fra 1947 med den
berømte titel: “En ny avantgardes fødsel: Kameraet som pen.” Her argumenteres
der for at gøre filmen til det mest omfattende og det klareste sprog, der findes.
Nybølgens egen praksis var imidlertid en hensigtserklæring, nemlig at bryde med
kvalitetstraditionens litterære og konforme filmkunst og skabe spontane
uhøjtidelige film, der suverænt negligerede konventioner om klipning og
traditionel dramaturgi. Nybølgefolkene kan næppe kaldes klassiske avantgardister i
det de netop bekender sig til auteurtraditionen, det vil sige en forholdsvis
romantisk opfattelse af kunstnerrollen. Men som Trier har de elementer af den
moderne avantgardisme i deres oprør mod den bestående opfattelse, udførelse og
produktion af film via et brud med massekulturens anonyme og standardiserede
filmsprog.
Det franske nybrud skabte flere europæiske bevægelser, bl.a. den tyske
Oberhausen-gruppen, hvor 26 tyske instruktører gik sammen i skabelsen af et
manifest dateret til 1962. Her varslede de nye tider, men ironisk nok blev det kun i
ringe grad disse 26 instruktører, der kom til at realisere tankerne. I stedet blev det
70’ernes nye talenter som Rainer Werner Fassbinder, Werner Herzog og Wim
321 Schepelern (2000), s. 224-225
236