LisbethOvergaardNielsenPhd

Det er ikke adskillelsen mellem den naive og den professionelle tilskuer der her vil
blive anfægtet, men derimod anskuelsen, at forskelle i stilen enten næppe vil blive
bemærket eller også vil blive betragtet fra en udefra stående position, nemlig som
en meta-betragtning. Oplevelsen af en films stil bør imidlertid ikke nødvendigvis
hierarkiseres. Stil kan lige så vel betragtes som en uadskillelig modus, hvor værket
så at sige ikke var sig selv, hvis ikke det havde denne stil, altså en opfattelse af
stilen som måden værket agerer på, stilen som værende “formuleringerne [der]
falder uden for den enkle sandheds sigtekorn, bliver synlige fra flere sider – ikke
mindst dens legende, elegant overdrevne, mistroiske eller ligefrem løgnagtige
underside”. 20 Man kan stille sig spørgsmålet, om man overhovedet kan forestille
sig et værk uden en stil? Hvad enten stilen gør sig ‘usynlig’ eller vifter med sine
fjer, så er stilen tilstede som integreret i narrativet, medskabende dets måde at
udfolde sig på. Stilen er ikke kun et tillæg, der følger efter plottet eller narrativet, ej
heller når den perciperes, men lægger sig som en samtidig stemme eller
indfarvning, der giver narrativet dets betydning i en for tilskueren uadskillelig
oplevelse, hvor stilen skaber betydning uden nødvendigvis at udskille
metabevidste betragtninger. Stil er noget, der har en virkning på os – også uden at
vi nødvendigvis bliver opmærksomme på den. Stilen betragtes altså i denne
afhandling som noget, der medkonstruerer narrativet og uden hvilken narrativet
ville have været noget andet. Narrativet kan ikke nødvendigvis udskilles fra stilen
(i oplevelsen), idet måden fortællingen fortælles på altid vil have indflydelse på,
hvorledes filmen vil blive perciperet. Hvorledes værket udsiger det udsagte kan i
analysen, men sjældent i oplevelsen af værket, skilles fra det, den får fortalt.
Den netop skitserede opfattelse af stilen og stilens primære betydning
svarer godt til Lars von Triers film. Stilen fylder disse film. Ikke forstået som en
emballage eller parfume, der ville kunne smykke et hvilket som helst værk, men
snarere som en strategi, der skaber og er værket. Stilen kan derfor karakteriseres
som filmenes strukturerende kraft, der, særligt når vi taler om Triers film, kan
have sin egen agenda. Denne stilens dagsorden foregiver sjældent at understøtte
fortællingens udsagn (snarere tværtimod), eller udelukkende at pege ud af værket
20 Engdahl (1993/1984), s. 87
12