LisbethOvergaardNielsenPhd

dem for at følge det, der foregår. Kameraet skal være det nysgerrige, søgende øje,
der bevidner hændelserne og viser filmens verden. Kameraet bliver et pegende,
aktivt kamera, der følger hændelserne, men samtidig eksklusivt bestemmer, hvad
og hvorfra der skal ses. Det håndholdte kamera tilbyder således tilskueren en
paradoksal forbindelse, for på den ene side repræsenterer det håndholdte kamera
en tilstræbt amatørisme, idet en flig af hjemmevideoens ‘indeksikalske’ og private
karakter arves. Herved tilbyder filmen oplevelsen af, at der vises billeder af noget,
der rent faktisk eksisterer – og kunne eksistere hvor som helst. På den anden side
henleder de rystede bevægelser opmærksomheden på kameraet og
kameramandens eksistens, hvilket udpeger filmen som formidlet og vinklet.
Filmen synliggør sig selv som værende iscenesat, hvilket lader det håndholdte
kamera fremstå som en strategi, der nok skaber autenticitetseffekt og nærhed, men
også distance.
Regel nummer fire lyder: “Filmen skal være farvefilm. Lyssætninger
accepteres ikke.” Denne regel er efter Triers udsagn skabt med en “pædagogisk
bagtanke”:
De af Dogme-reglerne, som jeg har stået for, er i høj grad udformet med pædagogisk
bagtanke – pædagogik rettet mod mig selv. Det er de problemer, som jeg ellers selv ville stå
og tumle med. Det skal være en farvefilm, og er der noget, jeg har arbejdet meget med, så
er det, at farverne på en farvefilm er til at holde ud at se på. Men nu har jeg så givet mig
selv en regel om, at det må jeg ikke rode med. Det er selvpålæggelse for at jeg skulle blive
tvunget til at søge andre steder end før. 195
Lars von Trier ønsker tilsyneladende at forhindre sig selv i at falde i staver over
tekniske muligheder for at nørkle med og perfektionere billedernes udseende.
Resultatet er billeder, der er belyst med naturlige lyskilder. Dette ‘dårlige’ filmlys
tjener imidlertid samme effekt som det håndholdte kamera: Det hele ser lidt
hjemmegjort og interimistisk ud, hvorved filmene giver et indtryk af ikke at være
strategisk og bevidst konstruerede. Paradoksalt nok gør den naturlige lyssætning
det til tider svært at se, hvad der foregår, hvilket samtidig udpeger for tilskueren,
195 Christensen (1998).
144