LisbethOvergaardNielsenPhd

spektakulære. Billederne er smukke, poetiske, drømmende, fascinerende og rå, og
de udstråler den samme visionære kvalitet, som Forbrydelsens element var så rig på.
Men Europa er også sit eget projekt: At skabe kontakt og filmmagi, filmmagi der
vel at mærke har karakter af en fysisk oplevelse. Filmen skal ikke kun opfattes
intellektuelt, men skal nu i lige så høj grad ‘føles’. Filmen knytter derfor an til
melodramaet, men genren benyttes primært funktionelt, det vil sige for dens
værktøjsmæssige og virkningsmæssige potentiale. Europa forsøger til tider at skabe
følelser via de smukke billeder, men skuespillet fremstår stadig distant og
uvedkommende, og filmens visionære, kunstneriske og selvfremhævende billeder
viser sig at skygge for melodramaets emotionelle appel, der derfor ikke for alvor
indskrives i filmen, eller giver tilskueren noget at varme sig på.
Som i alle Triers film har kameraets funktion en markant betydning i
Europa. Kameraet reduceres ikke til en illustrerende eller refererende position.
Derimod viser det sig som et malende og kunstnerisk skabende kamera, der
kræver sin fortælling og sit blik. På tilsvarende vis standser de smukke tableau-
billeder filmens handling og lader den æstetiserede stil ‘stå frem’ og fortælle sin
historie. Herved frigiver Europa sit dobbelte blik, der momentvist giver tilskueren
mulighed for at fortabe sig, men samtidig fratager tilskueren enhver illusion, når
billedæstetikken køligt udpeger filmens status som netop værende film.
Europa-trilogiens mentale karakter skaber et pseudorealt univers, hvor
de tre film ikke støtter sig til en filmisk realismeorienteret virkelighedsopfattelse,
men i stedet afprøver filmmediets tekniske muligheder, både hvad angår de
ekstravagante, storslåede imposante billeder og det stik modsatte: en
begrænsningens æstetik, hvor det skulle vise sig, hvor lidt en film kunne laves for.
På sin vis karakteriserer Europa-filmene allerede her Triers filmproduktion frem
til i dag, nemlig som en versalitet imellem det visuelt ekstravagante og det
skrabede, ‘nøgne’ udtryk. Det er enten minimalisme, overdrivelse eller en kobling
imellem, og allerede her i den første trilogi tegner sig billedet af et œuvre, hvor
filmene fremstår som forskellige eksperimenter, men alligevel udtrykker en fælles
afsøgning af værkernes grænser og balanceevne.
Europatrilogien fremtræder som et opgør med monolitiske, universelle
sandheder, en opfattelse, der kommer til udtryk både i fortællingernes indhold,
243