LisbethOvergaardNielsenPhd

Idioterne er i trilogimæssig sammenhæng sin egen. Filmen er del af et større projekt,
hvor den ikke udforsker en etableret genreskabelon. Hertil er Idioternes følelsesspil
langt mere indirekte og viser sig i isolerede, ‘private’ og intime scener undervejs i
filmen. Slutscenen, hvor Karen spasser i hjemmet, efterlader imidlertid filmen
med et tragisk skær. Humoren, der har boblet og tilbudt tilskueren latter hele
filmen igennem, kan blive siddende tilbage som en klump i halsen, da Karen har
fuldendt sin mission.
I Dancer in the Dark benyttes en tredje slags følelsesappel. Her udforskes
banaliteten og musicalens traditionsbundne klicheer, og resultatet bliver den
ultimative tåreperser, ‘the big cry’, som de amerikanske filmmagere kalder det. I
denne sidste ‘guldhjerte-film’ bliver banaliteten igen kontrasteret – blandt andet af
det håndholdte kamera og Björks anarkistiske rytmer – men da klicheerne
samtidig efterprøves og overdrives mere kontant end i de forrige film, bevæger
filmen sig også ud i grænseområdet for, hvad konstruktionen (og publikum) kan
klare
Lars von Trier presser således citronen med denne sidste film. Generelt
kan det udledes, at Guldhjerte-trilogien ikke er en moraliserende trilogi. Filmene
forsøger ikke at fortælle, hvordan verden ser ud, eller hvordan den burde se ud.
De forsøger heller ikke at gøre grin med kærligheden eller melodramaet. Snarere
er trilogien udtryk for en insisterende afsøgning af filmmediets elasticitet.
Sammenstykningen af det enkle og banale og udforskningen af kunstnerisk
kompleksitet og filmsproglige muligheder fremstår med Guldhjerte-trilogien som
en særlig Trier’sk specialitet. Ikke fordi andre ikke benytter sig af disse strategier,
men fordi Trier med tungen lige i munden lader sine film være både patetiske og
ironiske, både intellektuelle og melodramatisk hjertevarme. Filmene insisterer så at
sige på det hele – eller på ingen af delene. De gør ikke nar af genrerne eller
klicheerne, men afprøver dem i et forsøg på at se, hvad de dækker over. Hvilke
muligheder befinder der sig i genrernes konventioner og klicheer? Hvor meget liv
kan der pustes i dem? Hvad kan de bære, og kan det overhovedet lade sig gøre at
få dem til at blive troværdige og levende? Dancer in the Dark afrunder således
trilogien på excesfyldt manér, en overdrivelsesstrategi, som Triers næste film,
Dogville, også skal vise sig at bekende sig til, men her på en ganske anden måde.
189