LisbethOvergaardNielsenPhd

Det, der indenfor en mere konform og traditionel ramme synes at hæmme filmens
krav om illusion, anerkendes i Dogme 95 som en kvalitet. Det ulydige filmsprog og
den skæve og ‘håndholdte stil’ bliver således en kvalitet, mens konformiteten
ifølge dogmeideologien klinger hult og falskt.
Dogmeprojektet kan synes modigt ud fra et filmkunstnerisk og ikke
mindst økonomisk perspektiv, men må til gengæld betragtes som noget nær
naturgivent, hvis man studerer det i forhold til Triers øvrige spillefilmsproduktion.
Hvor meget dogmekonceptet og Idioterne end afviger fra de andre film, så er
projektet i lige så høj grad en videreudvikling af tidligere ideer. På en særegen
facon bærer Idioterne flere af œuvrets genkendelige signaturer, hvor der i
eksperimenterne med filmens fremtidige udtryk samtidig hersker en (bagudrettet)
længsel efter det, der har været og kan blive. Denne kunstopfattelse er
forbavsende romantisk, fordi den via filmsproget synes at insistere på, at der
bagved en eller anden afskrabning af overfladen findes nye sandheder og
erfaringer. Den romantiske tanke får dog ikke lov til at stå alene, for i projektet
som helhed – og i Idioterne – optræder ironien som et bundfældet vilkår, hvorved
tæppet uophørligt trækkes væk under tilskueren. Dogme 95 og Idioterne må betegnes
som et af Triers mest centrale filmprojekter med tråde, der væver sig både bagud
til de tidlige film og fremad til storproduktionerne Dancer in the Dark og Dogville.
I afhandlingen er det påvist, hvorledes Triers film insisterer på at lade
udsigelsen have den afgørende betydning for betydningsdannelsen. De
kunstneriske udfoldelser sælger ikke altid mange billetter, men genererer til
gengæld et kunstnerisk stort frirum herhjemme. Ikke blot fordi Triers film skaber
opsigt i udlandet, hvor på der vises interesse og evt. efterfølgende investeres i
danske film, men også fordi Trier med sine skæve filmværker udfordrer
tilskuerens forventninger, vaner og erfaring i forhold til, hvad filmkunst er og kan.
Hvert værk byder på en ny oplevelse, en oplevelse, der kan være med til at ændre
vores opfattelse af filmmediet. Et fremtrædende eksempel er naturligvis
dogmeprojektet, der beviste, at filmen ikke primært behøver at bestå af teknik og
illusion, men sagtens kan henvende sig til sit publikum iført et ganske ‘nøgent
kostume’. Dogmefilmene har lært både publikum og filmmagerne, at film kan se
mærkværdige og anderledes ud og alligevel være vedkommende for et bredt
247