LisbethOvergaardNielsenPhd

kritisk oprør mod det realistiske filmudtryk, som vi kender det fra den klassiske
Hollywoodfortælling og nutidens mainstreamfilm. Umiddelbart er Lars von Triers
formidling af dette sammenstød imidlertid netop grundlæggende klassisk; de
fremmedartede billeder kobles med en fortælling, hvor politimanden Fisher
udsættes for hypnose. Det er via denne hypnose og medfølgende forvrængede
virkelighedsopfattelse, at historien fortælles og udtrykkes. At bruge en suggestiv
‘kanal’ som middel til at åbne og fremvise en ikke-genkendelig verden, er en
velkendt metode indenfor den klassiske filmtradition, hvor f.eks. drømmen ofte
bruges som et redskab til at fremvise personernes angst, håb eller ubevidste lag.
Her er det almindeligvis kortere sekvenser, hvori drømmeagtige billeder anvendes,
hvad enten de udtrykkes via slowmotion, en anderledes farvetoning, forvrængede
proportioner eller indholdsmæssigt urealistiske billeder.
Forbrydelsens element indskrænker imidlertid ikke hypnosen til at præge en
enkelt sekvens, men underlægger allerede i begyndelsen af filmen sin hovedperson
i hypnose. Herfra anskues verden gennem en hypnotiseret mands erindring, der
som eneste indgangskanal til filmens fortælling bliver udslagsgivende for hele
filmens plotkonstruktion og visuelle udtryk. 59 Man kan tales om en egentlig
hypnotisk stil, der fungerer som filmens præmis, som den dør, ad hvilken
tilskueren er nødt til at gå ind. Værket forlanger en ganske bestemt form for
indtræden i dette univers, hvor tilskueren tvinges til at rejse tilbage i tiden via
Fishers hypnoseunderlagte erindring og subjektive udlægning af hændelserne.
Filmen fremtræder altså som et hypnotisk influeret sindbillede og ekspliciterer
herved sit fravalg af en virkelighedsnær og genkendelig fremstilling.
Hypnotisk stil og fortællingens irgange
Billedet af et æsel, der ruller sig i støvet og lyden fra bøn i en moske, er de første
indtryk filmen møder sin tilskuer med. Billederne bringer os til Cairo, hvor en
59 Der findes dog paralleller indenfor især den tyske ekspressionisme, hvor en film som f.eks.
Rober Wienes klassiker Doktor Caligaris kabinet (1920) om dobbeltgængerfiguren, Dr. Caligari, der
er både dæmonisk hypnotisør og anerkendt doktor, fremstår med tydeligvis kunstige, malede
dekorationer præget af skæve linjer og forvredne former. Sammen med den anti-naturalistiske
spillestil bidrager hele scenografien til at fremvise en forvrænget verden, der repræsenterer et
psykotisk univers.
39