LisbethOvergaardNielsenPhd

gennemskuelig, entydig og let fordøjelig strategi. Også de melodramatiske
slutninger må, på trods af deres ofte tragiske islæt, betragtes som afrundede,
lukkede fortællinger, 179 der ikke efterlader tilskueren i tvivl hvad angår filmens
tone, eller intentionalitet. Hertil skriver Anne Jerslev om kærlighedsmelodramaet:
Eventyrene er iscenesættelser af fantasier om en kærlighed, der formår at transcendere
hverdagslivets banaliteter, og de mange unhappy endings tilbyder publikum ubegrænset
fantasiaktivitet, uanede lystfyldte muligheder for at forlænge oplevelsen og digte videre – på
historier om, hvordan det kunne have været – hvis bare. For som Steve Neale gør
opmærksom på: “An ‘unhappy’ ending may function as a means of satisfying a wish to
have the wish unfulfilled – in order that it can be preserved and re-stated rather than
abandoned altogether. 180
Dette tilbud om videre fantasiaktivitet ligger som et paradoksalt åbent rum i
forlængelse af et lukket værk, der til da har ledt sin tilskuer ved hånden. På trods
af de til tider ulykkelige afslutninger rundes filmenes dog som regel af med en
oplevelse af bestyrkelse og tro på kærligheden, hvor den melodramatiske film, på
trods af sine tragiske elementer, iscenesætter en fantasi om kærlighedens fylde og
evige uforanderlighed.
Lige så lidt som Triers tidligere film, tilbyder heller ikke Breaking the
Waves imidlertid en let slutning eller en lutring af tilskuerens sind, om end den
med Bess’ død bekræfter en af melodramaets former: den tragiske
kærlighedshistorie. Filmen slutter dog ikke med denne klassiske finale – den
afbrudte kærlighed – men cementerer i stedet for alvor her den dobbelte akse,
hvorom filmen drejer. I filmens slutsekvens befinder Jan og hans venner sig på
boreplatformen ude på havet, hvor de har givet Bess en værdig begravelse i
bølgerne. Jan er gået til ro i sin kahyt, men bliver vækket af de andre. Der er
noget, de vil vise ham. Jan, der mirakuløst nu kan gå kun støttet af stokke, følges
hen til skibets radar for ved selvsyn at konstatere, at den ikke viser noget
179 Eco (1989) karakteriserer blandt andet de åbne værker (i forbindelse med opførelsen af
klassiske kompositioner) ” not as finite works which prescribe specific repetition along given
structural coordinates but as “open” works, which are brought to their conclusion by the
performer at the same time as he experiences them on an aesthetic plane”, s. 3.
180 Jerslev (1997), s. 17
129