LisbethOvergaardNielsenPhd

at blive henrettet, så er det fra hovedpersonen Grace (og tilskueren?) i Dogville at
hævntørsten opstår. Og det er Grace, der iværksætter den.
Grace bliver således den hævnende engel, da hendes gangsterfader
vender tilbage og tilbyder hende magt og ansvar. Faderen påpeger, at hun i sin
moralske hellighed har udvist despekt for Dogvilles indbyggere, fordi hun ikke har
krævet det samme af dem, som hun kræver af sig selv. “You have this preconceive
notion that nobody – listen – that nobody can possibly attain the same high
ethical standards as you, so you exonerate them. I cannot – I can not think of
anything more arrogant than that. You my child, my dear child, you forgive others
with excuses that you would never in the world permit for yourself”, siger hendes
fader til hende. Deres diskussion om lighed og handlingers ansvar bliver til et
opgør med den humanistiske idealist, der har spillet hovedrollen i alle Triers film:
“You should – you should be merciful, when there is time to be merciful”,
fortsætter faderen, “but you must maintain your own standards. You owe them
that. You owe them that”.
Herefter går Grace en tur igennem byen, og mens hun i tankerne
undskylder indbyggernes opførsel glider skyerne væk fra månen, og byen
gennemgår ét af de små skift i lyset, der får alt til at ændre karakter. Som i Kafkas
Amerika, hvor drengen, der ankommer med skib til Amerika, i et pludselig
forstærket sollys ser frihedsgudindens arm med sværdet (sic!) rejse sig i vejret på
ny, så ser Grace pludselig Dogville i et nyt lys. Det kolde, isblå lys lægger sig over
byen, og kameraet zoomer ind på Graces ansigt, der nu udtrykker tvivl. Filmens
tragiske og ildevarslende musikalske signatur toner frem, og fortællerstemmen
træder til: “It was as if the light previously so merciful and faint finally refused to
cover up for the town any longer. Suddenly you could no longer imagine a berry
that would appear one day on a gooseberry bush, but only see the thorn that was
there right now. The light now penetrated every unevenness and flaw in the
buildings – and in the people. And all of a sudden, she knew the answer to her
question all to well. If she had acted as them, she could not have defended a single
of her actions…and could not have condemned them harshly enough!”
Atter inde i bilen hos faderen siger Grace, at hun vil gøre denne verden
lidt bedre: “If there is any town this world would be better without, this is it”,
211