LisbethOvergaardNielsenPhd

åbenheden stå som ubestemte rum, der aktiverer tilskueren ved at lade forskellige
større eller mindre sekvenser støde uformidlet sammen. 62
Filmens komplekse ‘litterære’ struktur kan formentlig tilskrives Niels
Vørsel, der var medforfatter på manuskriptet. Vørsel har tidligere udvist interesse
for forfattere som Jorge Luis Borges og James Joyce og i sit eget forfatterskab
dyrker han en labyrintisk og fabulerende leg med gåder og systemer. 63 Der er altså
tale om koblingen af en litterær og en visuel kunstner, to individualister, der skal
skabe ét kunstværk. Historien har således skulle finde fodfæste i og omkring
instruktørens visuelle visioner, billeder, der langt fra arbejder for én fortælling,
endsige en konsekvent og logisk sammenhæng, hvilket der da også (selv)ironiseres
over i filmen, når psykiateren gentagne gange spørger Fisher “what’s the story,
Fisher?” og påpeger at enkelte af de scener Fisher fremstiller gennem sin hypnose,
“doesn’t seem connected with the story.”
Fortællemæssigt fungerer hypnosen som en konstruktion, der i sig bærer
filmens narrative præmis, idet Fisher navigerer gennem tiden og rummet via sin
hypnotiske tilstand. Han føres tilbage i tiden via hypnose, til et Europa “with
water, water everywhere, but not a drop to drink.” Fisher er altså på rejse i sin
egen isolerede, verden. Dog er der for hypnotisøren en adgang mellem de to
verdner, en passage, der tillader hypnotisøren at træde ind i Fishers mentale rejse,
spørge til uklarheder eller manglende oplysninger og samtidig drive Fishers
fortælling af sted, når han fortaber sig i det gådefulde univers eller roder sig ud i
sindets krinkelkroge. Det er imidlertid et vanskeligt job for hypnotisøren, for
historien foregår immervæk i hovedet på Fisher og bliver fortalt associativt
gennem hans subjektive synsvinkel og hukommelse. Han bestemmer, ad hvilke
kanaler fortællingen skal bevæge sig, og her vinder fantasien og Fishers egne
tanker indpas, frem for de mere nøgterne facts som terapeuten efterlyser.
62 Begrebet ‘ubestemte rum’ er inspireret af litteraturteoretikeren Wolfgang Isers “ubestemthed”,
der er syntagmatisk udstukne læseretninger, som appellerer til læserens aktive medskabelse af det
æstetiske objekt, jf afhandlingens indledning og Olsen (1981), s. 23 og Iser (1970), s. 102-134
63 Niels Vørsel har et smalt og forholdsvist ukendt forfatterskab bag sig. For nærmere introduktion
til dette og til hans inspirationskilder, se Schepelern (2000), s. 104-106.
41