LisbethOvergaardNielsenPhd

i kraft af selvsamme. Via hypnosen inviteres vi ind i hovedpersonens indre,
mentale rum, der ellers ikke er tilgængelige, men samtidig opløser hypnosen
traditionelle grænser og tillader filmen at bevæge sig ud af, ud i fantasiens
grænseløse rum, fordi vi bevæger os frem via hypnosen som suggestiv og
‘universåbnende’ optik. Filmen foretager altså en bevægelse indad, men effekten
er en bevægelse udad i et mentalt rum, der ikke er bundet af logiske, konkrete
koordinater. Det er hjernens scenografi vi bevæger os rundt i, vi rejser i
erindringen og dermed i tiden.
Set i denne sammenhæng har Lars von Trier fundet et virkemiddel, der
tillader en høj grad af uvirkelighed. Hypnoseaspektet tilbyder filmfortællingen
mulighed for sidespring, labyrintiske konstruktioner, og frem for alt legaliserer
hypnosen et brud med det klassiske filmbillede og dets repræsentative habitus,
samtidig med at den legitimerer de associative, springende principper, der hører
erindringen og subjektet til. Filmen betjener sig således af en form, der svarer til
dens indhold. Filmens udsagn og udsigelse korrelerer og udsætter den tilskuer, der
forsøger at forstå og gennemskue historien, for oplevelsen af den samme
vildfarelse som Fisher gennemgår: Som Fisher tilbydes tilskueren at mærke gådens
uklare uløselighed, nemlig i kraft af den mistede orienteringsevne, som filmen
underlægger sin tilskuer.
Også i de to andre film i Europa-trilogien anvender Trier
hypnoseelementet, både til at skabe en rammekonstruktion filmene kan betragtes
igennem, og som et stilelement der bl.a. forårsager filmenes afvigende udseende
og tvetydige sammenfald af virkelighed og fiktion. Jeg skal senere vende tilbage til
disse films anvendelse og udnyttelse af hypnoseaspektets potentiale, et potentiale
der synes at trives og fremstå som en naturlig del af et filmmedie, der via sin
visuelle natur indeholder trangen til at lege med billedets (re)præsentation af
verden.
Kameraets ‘selvstændighed’
Som beskrevet ovenfor åbner hypnosens suggestive karakter for en billedbrug, der
kan tillade sig at være skæv og fantastisk. Et af de centrale redskaber, indenfor
45