LisbethOvergaardNielsenPhd

filmskaberens. I despotisme har de aldrig givet den elskende mulighed for at vokse og udvikle sig i
kærlighed... har hovmodigt nægtet at se miraklet i hendes øjne ... og dermed knust hende... og sig.
For de hærdede gamle mænd med stenhjerterne må dø! Vi vil ikke stille os tilfreds med
“velmenende film med humanistiske budskaber”, vi ønsker mere - den virkelige vare,
fascinationen, oplevelsen - barnlig og ren som sand kunst. Vi vil søge tilbage til den tid, da
kærligheden mellem filmskaber og film var ung, da skaberglæden stod at læse i hver frame!
Surrogater kan ikke stille os tilfreds mere. Vi vil se religion på lærredet. Vi vil se “film-elskerinder”
struttende af liv: urimelige, dumme, stædige, ekstatiske, modbydelige, vidundelige, men ikke
tæmmede og gjort kønsløse af en moralsk gnavpot til filmskaber, en led puritaner, dyrkende
pænhedens fordummende dyder. Vi vil kort sagt se heteroseksuelle film for, om og af mænd. Vi
søger sanseligheden! 47
Kritikken i programerklæringen er uforsonlig, oprørsk og præget af en
ungdommelig tro på egen ret og gøren, og man kan diskutere rimeligheden i
Triers retoriske overfald, når han taler om filmskabernes “pletfrie parforhold […],
der kunne smage en anelse af rutine”, om “idealægteskaber som end ikke naboen
kan tage anstød af” og “om den store træthed, der har meldt sig”. Udsagnene var
hårde udfald mod det danske filmmiljø i 1980’erne, der forsat var præget af
folkekomedien og den realistiske samtidsfilm. 48 Årtiet oplevede ganske vist Oscar-
berømmelse to år i træk med filmatiseringerne Babettes Gæstebud (Gabriel Axel,
1987) og Bille Augusts Pelle Erobreren, 49 men filmene tilhørte filmsprogligt en mere
klassisk filmkultur. Naturligvis var der også andre danske filminstruktører, der
arbejdede med en mere kunstnerisk og eksperimenterende filmform, folk som
f.eks. Jørgen Leth, Jytte Rex og Jon Bang Carlsen, men generelt nærede 1980’ernes
danske film sig ved en konventionel filmretorik, der støttede den gode fortælling,
hvad enten genren var folkekomedien eller tilhørte filmatiseringen eller den
realistiske voksen/ungdomsfilm. Ser man bort fra manifestets værste
idiosynkrasier, er det derfor, set i en filmhistorisk optik, usædvanligt, at der midt i
1980’ernes realismeprægede danske filmudbud dukker en filminstruktør op, der
47 Manifestet er genoptrykt i Sekvens (1991).
48 Jf. Schepelern (1997), s. 19o-196
49 Begge film fik en Oscar for bedste fremmedsprogede film (Babettes Gæstebud i 1988 og Pelle
Erobreren i 1989). Sidstnævnte film modtog desuden de Gyldne Palmer i Cannes i 1988.
31