LisbethOvergaardNielsenPhd

nærvær er i Dogville en basal nødvendighed, fordi filmen ellers risikerer at fremstå
for distant, for kold.
Mens medarbejdere som Dennis Knudsen (leder af makeup-afdelingen),
Manon Rasmussen (kostumier) og Simone Grau (rekvisitør) havde en naturlig
ambition om, at alt skulle være tidsmæssigt korrekt, var “Lars von Trier – inderst
inde – fløjtende ligeglad med den slags. Også med, om skuespillerne sagde de
præcise replikker. Det eneste, som virkelig interesserede ham, var, om følelserne
blev udtrykt i spillet”. 287 Det må understreges, at skuespillets emotionelle udtryk
virker på baggrund af et stiliseret univers, hvorfor den samlede effekt end ikke
tilnærmelsesvis matcher den emotionelle effekt guldhjerte-filmene producerede.
Dette skyldes i høj grad også filmens fravalg af følelsesappellerende handling. I
Dogville er Graces offer vanskeligt at identificere sig med, og Grace-figuren er for
kølig til at skabe reel identifikation. Men fordi Dogville fastholder skuespillernes
menneskelige udtryk og en tilstræbt realismeeffekt – når f.eks. kameraet
uforvarende skifter fokus over på nogle skuespillere, der nok er i deres roller, men
ikke regner med, at de bliver filmet – giver det filmen et plausibelt udtryk. Dette
understøttes af, at filmens verden har sin egen logik. Alle døre bliver åbnet, selv
om der ikke er nogen døre. Lyden af håndtaget høres hver gang en ‘dør’ åbnes. Og
ingen af personerne kan se gennem de kun med kridt tegnede vægge. Der er med
andre ord konsistens i filmens univers, og sammen med det troværdige skuespil
legaliserer disse faktorer tilsammen filmens aparte verden. Det er formentlig de
færreste, der græder over Graces skæbne, men det viste sig, at det også var de
færreste, der afviste filmen.
På samme vis som Dogvilles egen logik sammen med skuespillet skal gøre
filmens form acceptabel, så er filmens atmosfærelyd tilstræbt realistisk. Selv om
filmen udspiller sig på en scene, der tydeligvis befinder sig i et studie, så er lydene
fra f.eks. de hule trin på et scenegulv erstattet af lyden af fodtrin på en grusvej.
Tilstræbt virkelighedsnære lyde er altså blevet lagt på efterfølgende, hvilket skaber
et paradoksalt realistisk lydbillede, selvom filmens visuelle univers er
virkelighedsfjernt. Per Streit, der er fast lydmand på Triers produktioner, fortæller,
287 Jacobsen (2003), s. 38
209