LisbethOvergaardNielsenPhd

klassiske genrer og klicheer. Der findes mange intertekstuelle referencer til
litteraturen og til filmhistorien i Triers film, referencer, der kan betragtes som en
cadeau til de involverede instruktører og film, men som samtidig fungerer som “et
forsøg på at øge bevidstheden om fortidens betydning, ikke blot i lineær historisk
forstand, men som indlejret gods i en kollektiv og individuel underbevidsthed.” 77
Når Trier for eksempel genbruger fremtidselementer (som rørpost-systemet) fra
science-fiction, så bliver Forbrydelsens element åndsbeslægtet med denne genres film.
Citatbrugen bevirker, at hele værker kan træde kortvarigt frem i tilskuerens
hukommelse og låne af den stemning og sjæl, som disse værker besidder. Film, der
citerer fra andre film, lever på den helhed, som det andet værk besidder, og på
aktivering af tilskuerens intertekstuelle erfaring og udvider herigennem både sit
betydningsfelt og sin merbetydning.
De intertekstuelle referencer i Forbrydelsens element skaber – udover at være
medvirkende til at fremhæve filmen som en film – en tæt forbindelse til kanoniske
værker af instruktører som f.eks. Orson Welles og Andrej Tarkovskij. Denne
anknytning betyder, at Forbrydelsens element bærer en retrospektiv karakter, der
forlener værket med fortid. Samtidig ligner værket som helhed ikke noget af det,
det sporadisk refererer til. Tværtimod peger filmæstetikken oprørsk fremad,
hvorfor filmens nybrug af fortiden kan siges at have en retroavantgardistisk
karakter. Det vil sige, at filmen både nærer sig ved bruddet med traditionen, men
samtidig (gen)bruger og forholder sig til den.
Filmens sammensætning af enkeltelementerne er imidlertid original, og vi
skal senere i Lars von Triers œuvre se denne metode blive hyppigt anvendt og
med tiden antage karakter af en egentlig filmsproglig metode.
Det åbne værk
Den verden Lars von Trier indvier os i, er en drømmeagtig verden præget af
intertekstuelle og metarefleksive afbrydelser. Fokus ligger ikke i den – evt. logiske
og rationelle opklaring – men i stedet i billedets mulighed for at fremvise en
irrationel, ‘mental’ verden, hvis nærmeste forankring er et ustabilt subjekt. For
77 Haastrup (1994), s. 37
55