LisbethOvergaardNielsenPhd

Statementets anden mere nutidige betydning af ønsket om at “modarbejde visse
tendenser” refererer til “den tekniske stormflod”, ved hvis hjælp alle, når som
helst, kan “rense den sidste sandhed bort i sensationens dræbende favntag”.
Resultatet af dette udsagn er de ti kyskhedsregler, der forsøger at anvise en måde
at lave film på, hvor konventioner og vaner reduceres eller vendes på hovedet.
Dogmemanifestet appellerer til en slankning af filmproduktionen. Filmsproget
skal renses og ‘øve sig i’ at være filmsprog uden hjælp fra unødige, tekniske midler
og uden hensynstagen til filmens udseende. Derfor er manifestet et oprør mod
vanetænkning og et alternativ til mainstreamfilmens uptunede filmsprog, hvor et af
de primære mål er en illusionsfremmende og troværdig stil.
Dogmemanifestet kan betragtes som en opsamling af Triers tidligere
manifester, hvori forskellige opfattelser af film, produktionsvilkår og af hvordan
det burde være at lave film, kommer til udtryk:
I den første programerklæring fra 1984 appelleredes der således til en
søgen tilbage til “den sande filmkunst (…) og tilbage til den tid, da kærligheden
mellem filmskaber og film var ung, da skaberglæden stod at læse i hver frame”. I
det andet manifest fra 1987 hyldede Trier bagatellen for dens “begrænsede, men
højsindede” sceneudsmykning og dekorationer og talte for afgrænsninger som
kunne udfordre ikke blot tilskueren, men også filmskaberen. I det tredje
manifestet agiterede instruktøren for renhed og klarhed og ville gerne “bytte
alverdens kunst for blot en eneste tåre eller en enkelt dråbe sved”.
Dogmemanifestet og Kyskhedsløftet indeholder både ønsket om at finde sandhed,
skaberglæde, begrænsningens frigørende effekt og renheden, der står i modsætning til
illusionen, der “er alt det som filmen kan gemme sig bag”. Eftersøgningen af den
sandhed, som Trier så ofte omtaler, udtrykkes som et fortløbende ideal igennem
manifesterne, og der tegner sig her formuleringen af en poetik, der, som Ove
Christensen “knytter sig til længslen efter det barnlige og uskyldige, som hævdes at
ligge i filmens tidligere historie. Øjeblikket og det enkelte billede skal prioriteres på
bekostning af helheden. Og film er noget, der skal vække tilskueren i stedet for at
behage denne. Det barnlige og ren forbindes med det sande, og dette forbindes
138