LisbethOvergaardNielsenPhd

Hele spillet med at holde filmen hemmelig førte Trier senere videre i lanceringen
af filmen. Lars Bo Kimergård beskriver det således:
Det første, jeg mødte, foruden foromtalen i pressen, var traileren. En trailer er normalt en
stump film, hvor man får vittigheder og pointer serveret i et hidsigt tempo, så man ikke er i
tvivl om, at den film må man simpelthen se, og når man så ser den, opdager man, at der
ikke er andre vittigheder og pointer end dem, man allerede har set i traileren. Resten af
filmen er bare tom tid, der går.
I Epidemic var det omvendt. Traileren var titlen. Et sort lærred, hvorpå der med hvide
bogstaver var skrevet: Epidemic, og så det dér karakteristisk “e” i en cirkel, en slags
selvopfunden copyright-tegn, der refererer til at produktionsselskabet hed Element Film,
hvilket igen refererer til Triers første film: The Element of Crime. Det eneste, der sker i
traileren er, at bogstaverne langsomt skifter fra hvid til rød, imens Epidemic-temaet spiller
“Epidemic we all fall down”, og det var så den trailer. At der ikke var nogle billeder i den
hænger sammen med, at von Trier ikke mener, at man skal vise nogle billeder til publikum,
før de ser filmen. Man skal gå ind og se filmen, fordi en Lars von Trier-film er et varemærke i
sig selv (jvf. e’et i cirkelen), og ikke fordi man på forhånd ved, hvad det er for en film. Som
Trier selv siger: “Hvis man køber en Rolls Royce, får man jo heller ikke en skærm eller en
eller anden lille del først, vel (Ekstra Bladet d. 20. april 1987.). 131
Der er flere interessante aspekter ved den måde, filmen bliver lanceret på. For det
første er der hemmeligholdelsen og mystikken omkring optagelserne, som Trier
og Vørsel måske nok har anvendt hovedsageligt som en finurlig og humoristisk
happening. Men også Forbrydelsens element havde sin særlige
produktionsomstændighed, idet der blev spillet Wagnermusik under alle de
(Falck)regnvåde nætter, optagelserne stod på. Her opstod denne films særlige
produktionsrum, som var med til at skabe en stemning for de involverede, og som
udgjorde en særlig omstændighed ved filmens tilblivelse. Flere af de medvirkende
skuespillere oplevede filmoptagelserne som en kunstnerisk happening med Lars
von Trier som instruktøren, der ikke kun instruerede sine film, men også selve
optagelsesprocessen. 132
131 Kimergård (1991), s. 111.
132 Jf. Schepelern (2000), s. 72.
83