LisbethOvergaardNielsenPhd

og udstiller sig selv. Hvor Guldhjerte-filmene tilbød en ambiguitiv
udsigelsespraksis, der gjorde plads til både indlevelse og refleksion, så udpensler
USA-filmene opgøret ved at gøre filmenes hele indretning, stil og konstruktion til
en abstraktion, der med etik og moral på dagsordenen i højere grad sætter fokus
på chokket og erkendelsen end den nødvendigvis fremkalder tårer.
Spørgsmålet er, om det Trier’ske filmsprog er ved at være derhenne,
hvor det ikke længere er fortællingen, der er udgangspunktet for filmen, hvor det
heller ikke er billedet, der prioriteres højest, men derimod en ny art
(anti)filmiskhed, hvor strukturerne blotlægges, udstiller sig, hvorigennem intet
illuderes, men derfor også kan tilføje tilskueren en mere svidende erfaring på det
oplevelsesmæssige plan? Altså som en erkendelse af, at der ikke findes noget
“derude”, der kan refereres til, hvorfor “hvordan det siges” bliver det, hvorom
filmen drejer. Det antifilmiske mål er her ikke blot at lege med en fremstilling af
en verden, der ikke ligner, men eksplicit at fremstille en verden, der ikke er.
Filmen står åbenlyst ved sin konstruerede karakter, der fremvises uden nostalgi.
Dogville er ekstremt henvendt og udsagt, men da henvendelsen netop er emfatisk
selvudpegende og selvreferentiel, må tilskueren bruge sig selv, sin medskabende
fantasi og forestillingsevne i langt højere grad, end det sædvanligvis er tilfældet
med filmmediet. I denne betydningshandling ligger en dobbelt
henvendelsesstrategi, der både lader tilskueren bevidne instruktørens udstilling af
og leg med de konstruerede verdner og samtidig involverer sin tilskuer i legen.
Triers distance- og nærhedskonstruktioner tvinger nu i endnu højere grad end
tidligere tilskuere til at forholde sig til ikke bare det de ser, men også til det de
oplever, mens de ser. Den ‘rystelse’ Triers senere film lader sin tilskuer mærke,
som en oplevet erfaring og erkendelse vendt ikke mindst imod mekanismerne i
betydningens bliven-til-for-os, skaber en passage mod livet, virkeligheden og dét
derude, en passage Triers film i større eller mindre grad alle har tematiseret og
cirklet omkring. Filmene har alle leget med afstanden mellem værk og verden,
reduceret den, forstørret den eller udpeget den, men har aldrig foregivet, at
forskellen ikke skulle være der, eller at filmisk betydningsdannelse ikke
nødvendigvis lever af denne forskel.
254