LisbethOvergaardNielsenPhd

kroppene udsættes for perforeringer i form af bylder, der i slutscenen tilmed
perforeres med en gaffel, så betændelsen og blodet flyder fra bylden, fra kroppen,
hvorved der åbnes ind til de indre regioner og forgængeligheden i form af døden.
Det ækle hviler ifølge Stounbjerg 128 ikke i sig selv, men er afhængig af modtageren
– og af det, den overskrider. Den er derfor på godt og ondt en virkningsæstetik, 129
der både kan fascinere, men samtidig virke som en overskridelse af tilskuerens
æstetiske eller etiske normer, altså som en art provokation.
Grimhedens æstetiske funktion udstiller dog primært filmens samtidige
opgivelse og fokusering på former og grænser, idet de forskellige verdner
kontinuerligt åbner sig og interfererer med hverandre. Hvad der tilsyneladende var
form, virkelighed og fakta bliver i næste øjeblik opløst, til iscenesættelse og fiktion.
Den ene verden har ikke større berettigelse eller en mere solid grund end den
anden, hvorfor vi i Epidemic ser virkelighed og fiktion blive sidestillet, som om de
lige så vel kunne være lige. For filmens univers synes det ikke at gøre nogen
forskel.
Nytænkning i 1987 og re(tro)premiere i 1997
Mens produktionen af Epidemic stod på, blev projektet ‘hemmeligholdt’. Lars von
Trier havde tidligere været i London, hvor han var stødt på begrebet closed set, og i
forlængelse af denne tanke besluttede han sammen med Niels Vørsel at lave
optagelserne bag lukkede døre – hvilket ikke var så svært, eftersom det meste af
filmen blev indspillet i Niels Vørsels lejlighed. De gav dog ifølge Björkman, der
citerer Trier, enkelte udmeldinger til pressen:
Men vid den här tiden hade faxmaskinerna slagit igenom, och vi och vårt
produktionsbolag, Element-film, sände ut ideliga pressemeddelanden via fax. Vi skickade ut
meddelanden som att “Element-film har konsoliderat sig”. Vi var inte helt på det klara med
vad ordet innebar, men tidningarna gick på det och publicerade detta som en nyhet. Det
var skitroligt. Framför allt ledde det här til en otrolig misstro mot projektet i pressen. 130
128 Stounbjerg (1993), s. 30
129 Stounbjerg (1993), s. 30
130 Björkman (1999)s. 98
82