LisbethOvergaardNielsenPhd

illustreres, udtrykkes visuelt. I stedet kan der her tales om billeder, der er deres
eget vilkår og derfor ikke behøver referere til andet end sig selv. Måske gør de,
men det er ikke deres forudsætning.
Ser man nærmere på de tre scener, så er det åbenlyst, at de scenarier som
Trier her fremstiller, er syn, visioner af en ‘anden verden’. Billederne er ikke-sete-
før. Det er ikke billeder, vi kender et andet sted fra. De giver nok mindelser om
noget, men de er ikke en mimetisk efterligning af noget. Der er med andre ord
ikke tale om referentielle udtryk, vi kan forankre i en apriorisk, givet virkelighed. I
stedet er der tale om mareridtets, drømmens og hypnosens billeder og
associationer. Et mareridtets eller drømmens billede er ikke nødvendigvis
meningsbærende og “gør på en måde oprør mod den nytte, vi naivt tilskriver det.
[…] Billedet indtager det virkeliges plads,” 58 som Jean Baudrillard pointerer.
Billedet er således ikke konstrueret for at illustrere, afdække eller beskrive. Det
repræsenterer ikke, men forholder sig tværtimod retten til at være sit eget udtryk,
være sin egen virkelighed.
Imidlertid er det vigtigt at påpege, at selv om billederne ikke
nødvendigvis repræsenterer det vi kender, så besidder billederne genkendelige
tegn. Det er i billedernes kobling af tegn, at linket knækker. Det er i den uvante
sammensætning af nøgne og glatbarberede unge mænd, udspringet, rebet der ikke
giver sig, det rituelle og overlagte selvmord og politiets kaotiske indsats, at
billederne fremstår esoteriske og fremmede. De glatragede unge mænd og deres
riter giver nok mindelser om nyreligiøse sekter a la Hara Krisna, men det er ikke
Hara Krisna. Udspringet giver nok mindelser om bungee jumping, men er det
ikke. I dette mellemrum mellem ligheden og det fremmedartede ligger billedets
åbne og dialektiske karakter Her skrider billedets betydning; vi genkender og
kender dog ikke.
Hypnotisk pseudorealitet
Billedernes strategi og mission findes ikke i deres repræsentation af virkeligheden,
men snarere i deres kortslutning med det virkelige. I dette værdiskift ulmer et
58 Baudrillard (1990), s. 7-9.
38