LisbethOvergaardNielsenPhd

fra det kriminelle plot til et menneskeligt anliggende, hvor miljø- person- og
tidsskildring er langt vigtigere end selve opklaringen, er et karakteristisk træk
indenfor film noir-genren, der læner sig op ad den hårdkogte detektivroman, som
vi kender fra forfattere som Dashiel Hammet og Raymond Chandler. Her er det
kriminelle plot ikke nødvedigvis det væsentligste, hvorimod miljøskildringer og
personrelationer står i centrum.
Filmens lån af film noir’ens karakteristiske udforskning af sindets
irreversibilitet og dunkelhed afspejles ligeledes i stilen, hvor filmvokabularet,
lyssætninger og settings mimer den klassiske film noir. Den mørke, depraverede
og kyniske stemning i filmens univers skabes ved hjælp af ikke-realistiske effekter
så som abstraktion, low-key-belysning, skygger og chiaroscuro-effekt. Filmen udspilles
endvidere i et Europa, hvor lyset er dunkelt, regnen evigt silende og fugtigheden
gennemtrængende. Den stadige regn er et karakteristisk genretræk indenfor film
noir. I Triers filmiske verden drives effekten imidlertid ud i det ekstreme og
bevidst fantastiske. Vandet er et markant, excessivt element i det Tarkovskij-
inspirerede univers, hvor de allesteds værende heste må dø og opløses i det vand,
der synes at gennemtrænge alt. Grænsen mellem fast og flydende substans
forsvinder, når hanken falder af de opløste engangskrus, og svedskjolderne
aftegner sig på menneskenes tøj. Væskerne flyder og blander sig. Opløsningen
bliver grundvilkåret i denne verden, hvor vandet trænger igennem alle steder, og
som Anders Troelsen skriver, så befinder billederne sig “i stadigt flydende bevægelse
og metamorfose: I form af overblændinger synes de undertiden at skylle ind over
hinanden. Reflekser, genskær og spejlinger tillader intet at forblive i isolation. Alt
påvirker hinanden, alt befinder sig i indbyrdes osmose.” 71
I det ustabile univers er døden en latent risiko og kroppen et tilgængeligt
materiale, der er åbent for indgreb og overgreb, og hvor de myrdede lottopiger
åbnes, obduceres og dissekeres i efterforskningens og videnskabens interesse.
Filmens miljø spejler opløsningen af Fishers identitet, hvor han mister sig selv, da
han igennem hypnosen forsøger at forstå den morder, han søger, og herigennem
identificerer sig med Harry Grey og forbrydelsens element. Identiteten bliver
71 Troelsen (1991), s. 46.
51