LisbethOvergaardNielsenPhd

ituelle selvmord giver dem øgenavnet “springerne”. Her krydser fascinationen
over i instinktiv, modvillig forståelse. Zen møder Dommedag. Nu.” 53
Selv siger Lars von Trier, at “Forbrydelsens element er en højsang til sin
genre, til fascinationen”, 54 og sammen med de øvrige udtalelser tegner citatet
filmens forsøg på at række derud, hvor tilskuerens mulige kognitive, intellektuelle
fascination og iver efter at løse gåden kobles med eller måske endda overbydes af
muligheden for en anden type fascination, nemlig fascinationsmomentet i forhold
til det at se ukendte, irrationelle, mystiske og billeder af fremmede, men derfor
også spændende verdner.
I Forbrydelsens element viser efterforskningen af fascinationen sig i
udpræget grad i billederne, der er Triers første store trumfkort. Billederne skaber
deres egne verdner og reflekterer filmens løsrivelse fra den klassiske films
hierarkisering af fortælling og billede og understreger den unge instruktørs
modvilje mod at lade filmbillederne stå som blot og bar refererende og
pædagogisk formidlede gengivelser af den virkelighed, vi kender. I stedet må
filmens visuelle univers bære sig selv og opstå i kraft af sig selv.
Oprøret, som Trier introducer både med Forbrydelsens element og det
tilhørende manifest, tager således sin udgangspunkt i troen på, at filmmediet skal
kunne fascinere og rive sit publikum med. Parallelt med disse tanker bliver oprøret –
både af Lars von Trier selv og samtidens journalister – kædet sammen med
punkkulturen. Punkkulturen blev fra 1977-80 den mest synlige ungdoms-
subkultur i de fleste vestlige storbyer. Punkkulturen er tæt forbundet med punk
rocken, der levede i kraft af live koncerter og en udpræget ‘live-lyd’ selv på plader.
Punk-plader lød generelt ‘live’, som om studiet og teknikken ikke stod imellem
musikerne og deres lyttende publikum. Om end Trier aldrig iførte sig skotskternet
skjorte, hanekam og sikkerhedsnåle, så var hans kronragede hoved og sorte
læderjakke imidlertid nok i 1984 til at sidestille ham med punk-kulturen. Trier
erkender sin anknytning til nogle af punkens ideer og strømninger, men det er dog
hovedsageligt punkens musikkultur, han ser som inspiration og ideal for
filmskaberen: “Det, der er det fantastiske ved punk-kulturen, er den entusiasme,
53 Jensen (1984a).
54 Iversen (1984).
34