LisbethOvergaardNielsenPhd

flyde med på den mentale rejse. En rejse i erindringsbilleder, men en rejse der
momentvis forekommer at være virkelighed.
En konventionel udgang af denne fortællekonstruktion ville lede Fisher
og tilskueren tilbage til virkeligheden i Cairo efter endt rejse. Her ville Fisher
‘vågne op’ og slutte på det niveau, der var hans udgangspunkt. Forbrydelsens element
tillader imidlertid ikke tilskueren at forlade filmen med afklaret sind. Slutscenen i
filmen, der kunne have bragt Fisher og tilskueren tilbage til den verden, vi kender,
efterlader i stedet en rest af tvivl. Fisher sidder i regnen, nedslået og nedbrudt over
sin egen handling og Osbornes tilståelse og selvmord. Han samler talismanen op,
der fik lottopigen overbevist om, at Fisher var lottomorderen. Han smider den på
jorden, og fra oven falder der, i et kort sekund, en ting, der knuses med en
porcelænsagtig lyd og splintrer skår op omkring sig. Øjeblikket er af fantastisk
karakter, en begivenhed der sprænger den naturlige forklaring, da den ituslåede
ting fremstår i kraftige, irreelle farver, der snarere mimer tegneseriens verden end
filmens univers. Talismanens betydning, der fik Fisher til at begå mordet, er måske
pure indbildning, hallucination og fantasi? Fisher samler en lommelygte op, og
går hen og afdækker et dæksel, der skjuler en skakt. Nede i det mørke dyb ser
Fisher et dyr sidde sammenkrøbet. Han stirrer ned i det sorte hul, og vi ser et dyrs
sørgmodige øjne stirre tilbage. Måske giver de mindelser om de øjne, vi sidst så
hos aben, der sad på hypnotisørens skulder? Måske er øjnene tegn på, at Fisher er
ved at vende tilbage fra sin hypnose. Øjnene ligner, men er ikke. Fisher siger, at
han gerne vil tilbage: “I want to wake up now. Are you there? You can wake me
up now. Are you there?” Slutscenen indikerer en tilbagevenden, men Fisher får
aldrig svar fra terapeuten. Han får aldrig svar på nogen af sine spørgsmål, hvorfor
vi i realiteten ikke ved, om Fisher nogensinde forlader sine traumer og sit Europa.
Om han nogensinde vil kunne slippe fri af sin fortid. Filmens billeder tyder ikke
på det, men tvivlen manifesteres på falderebet for filmens afslutning
Betragteren får således heller ikke svar på sine spørgsmål, men ‘strander’
med Fisher i filmens mentale rum, der er opbygget af forestilling, tanke, erindring
og hypnose. Rummet er imidlertid ikke afgrænset og foldet ind i sig selv, som man
umiddelbart skulle tro, når vi taler om et rum, der udspringer af en persons
mentale virksomhed. Selv om hypnosen er en rejse ind i sindet, så åbner filmen sig
44