LisbethOvergaardNielsenPhd

Dogmemanifestet
Dogmemanifestet er det fjerde og hidtil mest kendte manifest i Triers œuvre. Selv
om det er det tilhørende Kyskhedsløfte med de ti regler, der har fungeret som
opskriften, som det konkrete spilleregelsæt for de nye dogmefilm, så er selve
manifestet ikke uvæsentligt, fordi det på ironisk og provokerende facon endnu
engang kritiserer det etablerede filmmiljø, men samtidig forsøger at opstille et
alternativ ved at appellere til en ny filmopfattelse.
Manifestet starter med tre overordnede statements, der blandt andet
pointerer, at “DOGME 95’s erklærede formål er at modarbejde ‘visse tendenser’ i
dagens film”, og at “DOGME 95 er en redningsaktion!”. At det erklærede formål
er at modarbejde ‘visse tendenser’ besidder en uafgjort dobbelthed, idet sætningen
både kan betragtes som en respektfyldt hilsen til de franske nybølgefolk og som et
ønske om at fortsætte, hvor nybølgefolkene slap og “blev borgerlige”. 187
Endvidere ønsker Dogme 95 tydeligvis at gøre op med nybølgens auteurpolitik, der
“var borgerlig romantik fra starten og dermed … falskt!”. Dette understreges i
kyskhedsløftets sidste regel, der, som en reaktion mod auteurpolitikkens vægtning
af instruktørens enestående betydning, påbyder, at instruktøren ikke må
krediteres. Reglen bærer i sig en selvironisk attitude, hvor det nok er muligt at
realisere reglen, men realiteten vil naturligvis være, at alle hurtigt vil vide, hvem
der har lavet hvilke film. At flytte fokus fra nutidens auteurdyrkelse til den
kollektive proces, som filmarbejdet også er, er en social tanke, men ved at diktere
og påpege auteurens fravær i en selvskabt, iscenesat kontekst fokuseres der med al
tydelighed netop på auteuren som skaberen bag ikke kun filmen, men også bag
hele dogmekonceptet. Om dette paradoks siger Thomas Vinterberg:
Det har jo udelukkende symbolværdi. Folk ved godt, hvem det er der har lavet filmene,
men vi forsøger at trække os væk fra produktet, forsøger at være så lidt auteur-instruktører
som muligt. Sjovt nok er der jo kommet nogle ret auteur-agtige film ud af det. 188
187 “Visse tendenser” henviser i forhold til nybølgefolkene til François Truffauts berømte artikel
“En vis tendens i fransk film” (1954), hvor Truffaut gjorde op med datidens upersonlige franske
‘kvalitetsfilm’ og i stedet hyldede amerikanske instruktører, der præsterede at udtrykke en
gennemgående personlig stil på trods af branchens kommercielle vilkår og konventioner.
188 Jensen (1998).
137