LisbethOvergaardNielsenPhd

fordringer og den modernistiske splittelse af alting: Filmbranchen udskældes i et
opgør med samtidens konventioner og der kræves – længselsfuldt – ren og sand
kunst skabt af en auteur og der leges med konstruktioner af filmsproget i stadige
fornyelser og regelbrud. Denne prismatiske konstruktion er ikke nødvendigvis
udtryk for en mindre grad af idealisme eller alvorsfuldhed, men de konstante
bevægelser mellem ironi og alvor åbner for auteurens mulighedsbetingelser til frit
at indtage ulige, men lige gyldige positioneringer.
Rækken af ligestillede udsagn brillerer således ved deres heterofoni og
ved deres eksplicitering af den performative og (para)moderne auteurs rækkevidde
og multifunktionelle positioneringer. De samlede betydninger, der opstår herfra
kan gribe aktivt ind og være med til at ændre filmenes betydning. Naturligvis ikke
an sich, men i forhold til, hvorledes filmene reciperes og opfattes, hvorfor disse
sekundære tekster kan siges at være medskabende, aktivt medbetydende faktorer,
der kan gribe (forstyrrende, styrende eller berigende) ind, når tilskueren mødes
med filmene i mørket. Lars von Triers performative handlinger bringer herved
ubestemtheden og usikkerheden – menes der det ene eller det andet – samt den
stadigt udvekslende dobbelte strategi i spil uden for filmenes verden, men med
mulighed for direkte indflydelse på den betydningsdannelse, der foregår som en
stadig udveksling film, tilskuer og verden imellem.
238