LisbethOvergaardNielsenPhd

pointerer, at “in a certain manner the auteur as a trademark dissolves the
distinction between primary and secondary texts.” 308 Skellet mellem primære
(filmene) og sekundære (udenomsværk) tekster nedbrydes med andre ord, hvorfor
det vi sædvanligvis refererer til som værket, nemlig filmen, nu også omfatter
udenomsværket: “Og således kan auteurens optræden på festivaler eller dennes
selviscenesættelse i forbindelse med premiere- og baggrundsartikler – herunder
hvordan auteuren i forskellige medier lader sig ikonisere – inddrages og betragtes
som en del af værkkomplekset”. 309 På dette sekundære niveau opstår en
vedvarende spænding i forholdet til publikum, en spænding, der kan indvirke på
receptionen af filmene. Som tilskuere både til ‘Lars von Trier’ og til filmene ved
publikum sjældent, hvad de kan forvente, endsige hvad de skal mene. Man drages
til stadighed i tvivl. Er manden alvorlig, ironisk eller begge dele? Og kan filmene
være alvorligt ment, når nu filminstruktøren er så drilsk og sarkastisk? Er
manifesterne og andre tilsvarende idealistiske udtalelser til for provokationens
skyld? Er de seriøst ment? Eller mest for sjov?
Spørgsmålene kan sandsynligvis bedst besvares med et både-og, hvor den
seriøse instruktør med de idealistiske udmeldinger og de ambitiøse intentioner på
filmens vegne samtidig laver skælmske tilbagetrækninger og demonterer de lege,
han selv har sat i gang. Triers iscenesættelse af sin egen position som auteur er
med andre ord udvidet til at indeholde fremstillinger af sig selv, der involverer
såvel biografisk som fiktivt materiale, der udsender signaler, som indeholder
avantgardistiske (mod)træk såvel som modernistisk splittelse, romantisk ånd og
postmoderne leg. Disse asynkrone bevægelser problematiserer naturligvis
forestillingen om Trier som værende et forankringspunkt i forhold til sine værker,
og når Laursen anfører, at den forøgede fokus på auteuren – personen – og frem
for alt auteurpersonligheden, skyldes auteurens funktion som “tegn på det
er et symptom på en auteur, der er “død”, men når som helst kan vækkes til live, blot auteuren
giver livstegn. Betragtet som begivenhedskulturelt fænomen opererer auteuren og fanpublikum i et
gensidigt afhængighedsforhold; de to aktører betinger hinanden i et kulturelt felt”.
307 Corrigan (1992) taler om “the increasing importance – of the auteur as a commercial strategy
for organizing audience reception, as a critical concept bound to distribution and marketing aims
that identify and address the potential cult status of an auteur”, s. 103
308 Jerslev (1999), s. 127
309 Laursen (2001), s. 29
228