LisbethOvergaardNielsenPhd

men kun over for billedet af den hypnotiske virkelighed, filmen skaber. Samtidig
udtrykker filmen en tro på, at billeder kan være udgangspunktet i en film, at man
kan forskyde filmens klassiske konstruktion og sædvanlige udgangspunkt fra
primært at være narrativt til at være visuelt funderet. Der ligger således i selve
filmbillederne et oprør imod filmens traditionelt hierarkiske opdeling, der
sædvanligvis begrænser filmbillederne til at udfylde en subsidiær rolle for
fortællingen.
Triers næste film, Epidemic, viser sig at være en videreudvikling af legen
med virkelighedsbegrebet, hvor et faktuelt, virkelighedsnært niveau bliver sat i
dialog med fiktionen. På metafiktiv vis tematiserer filmen filmskabelsen og
udforsker fiktionen ved at indlægge flere ‘grader’ af fiktion. Selvom filmen ligesom
sin forgænger problematiserer det traditionelle forhold mellem virkelighed og
fiktion, så er metoden anderledes. Filmen skulle laves for en million kroner, og
den økonomiske selvpålagte begrænsning affødte en minimalistisk stil, hvor det
ubemandede kamera, de kornede billeder og det prosaiske skuespil siden viste sig
at blive filmens identitet. Filmen brillerer med formfuldendte billeder i ‘filmen i
filmen’, men disse billeder er ikke filmens projekt. I stedet bliver den reduktive stil
og det minimalistiske design filmens varemærke, hvor de dokumentariske
(meta)effekter udpeger filmen som værende et konstrukt, der sætter
spørgsmålstegn ved værkets interne og eksterne grænser.
Epidemic er en betragtning over forholdet mellem værk og verden. Ved at
fokusere på fiktionens tilblivelse, vilkår og status sætter værket spørgsmålstegn
ved relationen mellem fiktion og virkelighed og tematiserer kunstens forhold til
den verden, den udspringer af og i en eller anden forstand forholder sig til. 324
Filmens metafiktive rangeringer leger med en opløsning af en polær modstilling
mellem værk og verden, men må i forhold til resten af Triers œuvre især betragtes
som den film, der lægger kimen til det rensede, minimalistiske filmsprog, der
genoptages senere i projekter som Riget, Dogme 95 og USA-trilogien.
Triers tredje film, Europa, som afsluttede Europa-trilogien, vender tilbage
til sporet fra Forbrydelsens element, hvor filmæstetikken var en opvisning i det
324 Gemzøe, Knudsen og Larsen (2001), s. 14
242