LisbethOvergaardNielsenPhd

Selvom Eigtved ikke tager udgangspunkt i filmmusicalen, er ovenstående
definition anvendelig i forhold til musicalgenren generelt. Musicalen som “larger
than life”, som værende en genre, der repræsenterer virkelighedsflugt, modstilles
her den positive indstilling: at musicalen lader os erfare dét, vi ellers er nægtet
adgang til, som f.eks. drømmen, Utopia eller fantasien om den irrationelle men
syntetiske verden, hvor alt går op i en større enhed, og hvor det er tilladt at tro og
synge med på alt det, der kan virke ulogisk og fjollet i den virkelighedens verden.
Genrens glitter, glimmer, romantiske kærlighedshistorier, dans, sang og
visuelle eventyrstil har både været filmenes eksistensberettigelse og problem. Ikke
kun “seriøse” teaterfolk og skeptiske filmkritikere har gennem tiden anset genren
for at være ulødig, enfoldig og ren underholdning for et massepublikum, også et
nutidigt publikum kan måske have vanskeligt ved at se, hvad det er, musicalen
skulle kunne fortælle os i dag. Filmprofessor Steven Cohan beskriver det således i
Hollywood Musicals, The Film Reader (2002):
In short, there may be no getting around it: according to temporary audience tastes and
industry economics, the Hollywood musical as i once flourished is now impossible to take
seriously except as an artefact of nostalgia. 225
Som Cohan selv bemærker det, så er denne holdning ikke helt ukendt, idet
musicalen selv under sin storhedstid i 1940’ernes og 1950’ernes studie-æra var lidt
af en “impossible genre” 226 : “Martin Rubin uses that phrase when he characterizes
the movie musical as a film containing “a significant proportion” of numbers that
are “impossible – that is, impossible from the standpoint of the realistic discourse
of the narrative”. 227
Dette, at musicalen skulle være svær at tage alvorlig fordi den forholder
sig frimodigt og legende til en realistisk diskurs har dog ikke forhindret genren i at
opnå en subkulturel status i nyere tid som camp-objekt – særligt for et
225 Cohan (2002), s. 2
226 Ibid.
227 Ibid.
168