LisbethOvergaardNielsenPhd

De usikre afgrænsninger, som de vandholdige billeder introducerer, berører
således ikke kun filmens tematik og metafiktive leg. Også filmens visuelle æstetik
er inficeret. Af det ubehagelige og det uskønne som effekt. Den æstetiske strategi,
der synes at trænge igennem Epidemics både strukturelle og semantiske opløsning,
igennem dens revner, sprækker og kratere, har affinitet til det Per Stounbjerg
kalder “det grimmes æstetik” under henvisning til Karl Rosenkranz’ begreb
“Ästhetic des Hässlichen”. 120
Ifølge Stounbjerg mener Rosenkranz, at for at forstå det grimme i
kunsten må man være i stand til at identificere det i naturen og i livet. Derfor giver
Rossenkranz flittigt eksempler på det grimme i form af “grimme dyr som tudser,
edderkopper og kameler, om vanskabninger, spøgelser, syge og gale mennesker,
om kropslige udsondringer, obskøniteter, om det plumpe og ækle, det brutale, det
forbryderiske og det sataniske. 121 Eksemplerne er langt mere farverige og
billedfremkaldende, end den grimhedens æstetik Epidemic byder på, men
interessant i denne sammenhæng er Rosenkranz’ systematisering, hvor han
betoner, at de mange disparate fænomener alle lader sig tolke ud fra grimhedens
tre former: det amorfe, det ukorrekte eller det defigurerede. Som et bud på det
amorfe nævner Rosenkranz, f.eks. det nebulistiske og undulatoriske. Rosenkranz
accepterer, at det grimme fremstilles i kunsten, når det bare ikke dyrkes for sin
egen skyld eller tager magten over den kunstneriske form: Ellers “ får vi “eine
Poesie von Kot und Blut” […]. Har det derimod sin nødvendige plads i en
kunstnerisk helhed, kan man ligefrem tale om et velbehag ved det grimme. Derfor
den paradoksale titel: det grimmes æstetik”. 122 Det kan diskuteres, om Epidemic
anvender “en grimhedens æstetik” som en virkningseffekt, der har provokationen
og chokeffekten som sit mål, eller den har en helt anden funktion i værket.
Virkningseffekten er formentlig den mest ekspliciterede, som f.eks. i scenen med
præsten, hvor kameraet indgående ‘nærstuderer’ indsprøjtningen i præstens lår
eller kæler for de perforerede bylder, hvor det grimmes æstetik nærmest ‘sprøjtes
120 Begrebet er fra Karl Rosenkranz’ “Ästhetik des Hässlichen” (1893). Jf. Stounbjerg (1993), s. 22
121 Stounbjerg (1993), s. 22. Stounbjerg påpeger, at Rosenkranz’ værk efter vor tids normer ikke er
særlig provokerende eller radikal i forhold til nutidens tone, og deler ej heller realismens,
naturalismens eller modernismens forsvar for det grimme. Jf. Stounbjerg 1993:23
122 Stounbjerg (1993), s. 22
79