LisbethOvergaardNielsenPhd

ord som et virkemiddel, der tillader en høj grad af uvirkelighed. Set i denne
sammenhæng kan det udledes, at Europatrilogiens mentale karakter skaber et
pseudorealt univers, hvor det synes naturligt, at trilogifilmene snarere støtter sig til
den subjektive, antirealistiske verden, som hypnosen i ekstrem grad åbner for, end
at filmene hælder til en realismeorienteret repræsentation af virkeligheden.
Hypnoseelementet bliver således et instrument, der skaber fri passage til
hovedpersonens fortid, til ubevidste, mentale lag og hermed til en verden båret af
erindringen og fantasien. I forlængelse heraf skaber hypnosen samtidig et frit og
æstetisk fabulerende rum for filmens udtryk, stil og billeddannelser. Hypnosen
fungerer med andre ord både som noget, der giver adgang til filmens univers og
som noget, der kan ‘forklare’ filmens stiliserede billedæstetik.
Europas billedprojektioner
De stiliserede udtryk er medvirkende til at gøre Europa til et af Triers mest
gennemtænkte og kontrollerede projekter visuelt set. “Jeg har aldrig været ude for
så gennemarbejdet en film”, siger Carl Th. Dreyers gamle fotograf, Henning
Bendtsen, der er cheffotograf på Europa. ”Dreyers forarbejde var også minutiøst.
Men i modsætning til Lars var han parat til at kaste det hele bort, når vi stod på
scenen. Her ligger det ualmindeligt stramt.” 144 Det store forarbejde, Henning
Bendtsen refererer til, er Europas detaljerede og minutiøse drejebog og storyboard,
der er en præcis kortlægning af filmen, lag på lag, billede for billede,
kamerabevægelse for kamerabevægelse. 145
Europa afspejler hovedsageligt en fascination knyttet til filmens visuelle
udtryk og tekniske udfordringer. Blandt andet arbejdes der med sort/hvid- og
farvedifferentiering, hvor hovedparten af filmen forløber i sort/hvid, mens
enkelte scener er i farver, hvormed de træder ud fra filmens sort/hvide skala.
Hertil fremstår centrale ting som f.eks. nødbremsen og blod i en iøjespringende
144 Hellemann (1990).
145 Drejebogen og storyboardet er skitseret og gennemtegnet af Tómas Gislason, diskuteret med
Henning Bahs, der stod for scenografien, og endelig rentegnet af en professionel rentegner, Finn
Skovgaard (800 billeder). Gislason, der som klipper også var involveret i drejebogen til Forbrydelsens
element, var i Europa med til at udvikle filmens visuelle side, som han havde en betydelig indflydelse
på (Jf. Schepelern (2000), s. 114).
98