LisbethOvergaardNielsenPhd

filmprojektets immanente søgen efter autenticitet, når en film som f.eks. Idioterne
via filmsproget forsøger at indfange et stykke virkelighed. Ikke virkelighed i
ontologisk forstand, men som et forsøg på at fremvise noget, der træder frem som
et autentisk udtryk uden at være styret eller dækket af den filmiske illusion. Et
tilsvarende fænomen kan bemærkes i tv-serien Riget og i andre Trier-produktioner
som Dimension (1991-2024), Marathon (1996), Verdensuret (1996) og D dag (2000). 254
Den følelsesappellerende og distancerende musik
I Dancer in the Dark spilles hovedrollen af den islandske sangerinde, sangskriver og
komponist Björk. Filmen er blevet rost for skuespillet, særligt Björks indsats, der
ifølge nogle kritikere burde være eneste undskyldning for at se filmen. Björks
skuespilsmæssige situation var imidlertid ganske særlig, fordi hun ikke som de
øvrige skuespillere i filmen er uddannet skuespiller. Som rockmusiker og
avantgardekunstner i musikkens verden markerede hun sig op gennem 1980’erne
som en af Islands absolut mest stilskabende kunstnere og optrådte i en lang række
musikalske sammenhænge, hvor bands som KUKL og Sugarcubes skabte størst
opmærksomhed. 255 1990’erne blev det årti, hvor Björk for alvor fik sit
254 Alle fire koncepter er udviklet af Lars von Trier og realiseret i samarbejde med andre. Dimension
er et hemmelighedsfuldt projekt, en spillefilm, der bliver optaget over 30 år. Tiden bliver således
skildret på realistisk vis, særligt i kraft af de medvirkende skuespilleres naturlige forandring og
aldring.
Marathon var et tv-koncept, hvori kendte mennesker blev interviewet 24 timer i træk.
Tanken var naturligvis, at der kunne opstå en art fortrolighed mellem journalisten og de
interviewede, og at de kendte personer måtte blive trætte og møre i løbet af den døgnlange seance
og derfor vise ukendte og mere personlige sider af sig selv.
Verdensuret var et koncept, der blev realiseret i 19 rum i Kunstforeningen i København,
hvor 53 skuespillere skulle skabe improviserede handlingsforløb ud fra et bestemt sæt spilleregler.
Hertil angav fire forskelligt farvede lys, der blev tændt via computerimpulser ‘styret’ af en myretue
i New Mexico, USA, hvornår skuespillerne skulle skifte karakter. Koblingen af den enkelte
skuespillers fire roller og stykkets uforudsigelige og tilfældige karakter krævede vedvarende
improvisation.
D-dag var en fælles tv-produktion, hvor de fire dogmebrødre lavede en slags tv-teater,
hvor skuespillerne blev styret af instruktørerne via øresnegl. Igen er improvisationen, det tilfældigt
uforudsigelige og live-følelsen eksistentiel. For en uddybning af de fire projekter henvises til
Schepelern (2000).
255 Rix (2000)
180