LisbethOvergaardNielsenPhd

særlig grad med egne. Filmen henvender sig implicit til hele bredden af tilskuerens
følelsesregister, hvorfor filmen kan siges at blive til i et stadigt spil mellem filmen
og tilskuerens holdnings- og følelsesmæssige reaktioner. Det er i disse usynlige
mellemrum Triers film generelt lagrer deres krudt. Tilskueren skal vækkes. Ikke
behages. 211
Nærvær og distance
Dogmeregelæstetikkens realitetsforstærkende udtryk parres i Idioterne med en
transparent æstetik, der tillader os at se kameramanden, boomstænger og
ledninger. Denne æstetik skjuler ikke filmens tilblivelse, men insisterer på, at vi
gerne må se selve filmtilblivelsen. Jane Feuer beskriver den modernistiske film
som musicalens modsætning på en række områder og beskriver blandt andet den
modernistiske films blotlæggelse af sig selv: “In modernist films remystification is
an undesired byproduct, the fallout of demystification. Godard would show the
camera if he could”. 212 Det ville Godard måske nok, men Trier forsøger faktisk at
nærme sig det i Idioterne, hvor han viser både boomstang og kameramand. 213
Denne metarefleksive gestus og transparente æstetiks henvendelse til tilskueren
står i skarp modsætning til den klassiske illusionsskabende filmrealisme og tilfører
211 Det er ikke kun via mongolerne, rockerne og personer som Nana og Aksel, at Trier arbejder
med at skabe en autenticitetseffekt. Også i relation til skuespillets karakter generelt i Idioterne
arbejder Lars von Trier med skuespillernes ikke-spil. “Jeg afstår fra at være kunstner”, siger Lars
von Trier (jf. kyskhedsløftet), men til gengæld skal skuespillerne også afstå fra at være skuespillere.
Lars von Trier fortæller i et interview (Björkman (1999), s. 220), at han ikke ønskede, at
skuespillerne skulle præstere noget i filmen. Han ønskede ikke, at de skulle fortælle en historie. De
skulle “bare være og agere i de enkelte situationer”. Bagefter skulle Trier nok iscenesætte og fortælle
historien. Metoden til at opnå denne ‘væren’ i en ellers kunstig og iscenesat situation forsøges
blandt andet skabt ved at huse skuespillergruppen under samme tag i den gamle villa i Søllerød.
Her skulle de være i deres rolle mere eller mindre hele tiden. Metoden har Lars von Trier tidligere
anvendt i tv-konceptet Marathon, hvor kendte mennesker blev interviewet 24 timer i træk. Håbet
var naturligvis, at personerne var så længe under pres, at de til sidst ‘glemte’ at de var på. Metoden
genoptages senere i Dogville, men i Idioterne fungerede det aldrig optimalt, fordi skuespillerne tog
hjem fra kollektivet efter endt arbejdsdag. (Marathon blev produceret af Zentropa efter Lars von
Triers koncept for DR i otte afsnit. Metoden gik ud på at en journalist (Peter Øvig Knudsen)
skulle fastholde en person i en afsondret lokalitet i en 24-timers interview-situation. Målet var at
forsvarsværkerne og maskerne skulle falde i takt med tiltagende fortrolighed og træthed. ‘Ofrene’
var Klaus Riskjær Petersen, Anne Marie Helger, Pia Kjærsgaard, Jens Okking, Tine Bryld, Svend
Ali Hamann, Jens Arentzen og Trine Michelsen).
212 Feuer (1993/1982), s. 43
213 At vise kameraet, der optager er selvfølgelig en umulighed (med mindre brugen af spejle eller fx
skyggeeffekter blev inddraget)
157