LisbethOvergaardNielsenPhd

Afhandlingens analytiske fremgangsmetode er således inspireret af både den
receptionsæstetiske analyse og auteuranalysen, men tager sit udgangspunkt i
filmene. Værkernes markante filmsprog, trilogirammen og filmenes forhold til
hinanden peger naturligvis på en auteur, men udpegningen vil her komme fra
værkerne. Ikke omvendt. Den afgørende forskel i de to analytiske
fremgangsmåder er i denne sammenhæng blandt andet, at bevægelsen inde fra
værket og ud ikke refererer til eller leder efter én samlende betydning, der kan
forklare værkerne eller tillægge dem en mening.
At analysere Lars von Triers film autonomt indefra og ud kan imidlertid
være en vanskelig manøvre, idet konteksten – og med den en empirisk auteur –
ofte trænger sig på! 44 Trier laver ikke kun særprægede film. Han er også en
markant instruktørpersonlighed, der forstår at iscenesætte sig selv og sine
filmprojekter. Der foreligger meget materiale; fakta, subjektive fortællinger,
påstande og myter om Lars von Trier både på nettet, i bøger, artikler, i tv-
udsendelser, dokumentarudsendelser, dagbøger op på dvd. Trier spiller også med i
flere af sine egne film, og i dag både skriver, instruerer og filmer han sine film.
Det er imidlertid ikke kun filmenes tilblivelsesproces, han har bevæget sig længere
ind i og herved sikret sig kontrollen over. Også i det kulturelle kredsløb, som
værkerne indgår i, synes Lars von Trier at udøve en form for iscenesættelse – både
af sine egne værker og af sig selv som auteur. 45 Det vil sige, at han synliggør og
selvfremstiller sig som filmkunstner, som en auteur, der ikke kun skaber
personlige film, der er lige så selvbevidste som kunstneren selv, men også agerer i
filmmiljøet og i medierne som en auteur.
Det interessante er imidlertid ikke kun Lars von Triers iscenesættelser i
sig selv, men også den med- eller merbetydning disse iscenesættelser kan generere.
Er det muligt, at Lars von Triers attitude kan gribe aktivt ind i filmenes betydning
forvirring af forfatterbegrebet på dansk. Herved bortfaldt, ifølge Behrendt, forudsætningen for at
operere med en reflekteret forfatterkategori (Behrendt 2006, s. 359).
44 Den vanskelige diskussion vedrørende den empiriske forfatters/afsenders betydning – eller
nægtelse af samme - for forståelsen af et givent værk blusser til stadighed op, senest anført af Poul
Behrendt, der med bogen Dobbeltkontrakten. En æstetisk nydannelse (2006), argumenterer for det, han
kalder en dobbeltkontrakt, der både forudsætter og ophæver skellet imellem empirisk og implicit
forfatter på den ene side og mellem empirisk og forudsat læser på den anden. Ifølge Behrendt er
det ikke nok at læse teksten som en autonom genstand, den må også sættes i kontekst.
45 Jf. Schepelern (2004)
27