LisbethOvergaardNielsenPhd

Leo en dumrian og vil ikke lytte til fornuft. Oplevelsen af ikke at vide, hvad der
var fremad eller tilbage, er present hos onkelen. Verden stod på hovedet, og
Kessler, der elsker orden og overblik, er for en stund prisgivet filmens
metamorfosiske tilstand.
Mens den overordnede fortælling bruser frem som toget i filmen, så
præger Kesslers fornemmelse af retningsløs uklarhed filmens detaljemæssige
struktur. Som tilskuer oplever man gentagne gange at blive præsenteret for en
række påstande, som dernæst modificeres eller modsiges. Det kendte ændres
pludselig til dets modsætning, forandres, bliver fremmed eller direkte
ugenkendeligt.
Tilsyneladende er historien ellers forholdsvis enkel med dramaet om
idealisten, der kommer til et fremmed land, møder kærligheden (tror han) og
bliver involveret i en terroristisk fraktion, der medfører døden for mange inklusive
ham selv. På trods af filmens klassiske spændingsopbygning, serveres fortællingen
ikke på vanlig eller traditionel vis. Fortællingens stræben mod målet, mod
afslutningen, bliver gang på gang afbrudt og ledt i en anden retning af billederne,
som tilfører filmen en ny dimension. Den dynamisk fremadstræbende handling,
som toget er et konkret billede på, prøver at nå destinationen ad sporenes fastlagte
og lige linje. Ethvert forsøg fra Leos side på at se ud i mørket, ud i natten, bliver
forhindret af nedrullede gardiner, persienner og skodder. “Da gibt es nichts zu
sehen”, lyder begrundelsen, når Leo f.eks. af onkelen nægtes muligheden for at se
andet end den tilrettelagte, lige vej. Han får således aldrig tid eller mulighed for at
orientere sig i andre retninger, men bliver handlingsmæssigt hele tiden skubbet
fremad, mens han geografisk dirigeres i én retning, nemlig ligeud gennem
tunneller, langs gange, indhegninger, gitre og gennem menneskemasser. Tre gange
trækker Leo i nødbremsen for at stoppe fremdriften og den tilsyneladende
uundgåelige skæbne. Tredje gang knækker håndbremsen, og fortællingen er ikke
længere til at standse. Toget springer i luften, og narrationens uafværgelige
stræben fremad bliver filmens undergang. Den lineære og fremadskridende
fortælling opløses i slutningen af filmen, hvor først eksplosionen og siden hen
opløsningens element, vandet, standser fortællingen og med den Leo. Tilbage er
kun billederne.
106