LisbethOvergaardNielsenPhd

Gå ind i Epidemic”, er lagt på efter optagelserne. Det hele er altså alligevel pakket
ind i fremstilling og fiktion og dog måske alligevel langt mere autentisk, end
mediet sædvanligvis indbyder til.
Metafiktion
Dette spil, eller dialogiske forhold, mellem et faktuelt, virkelighedsnært niveau og
et fiktivt niveau, demonstrerer en udforskning af fiktion som tema, hvor filmen
bygger på modsætningen mellem konstruktionen af illusion og “afsløringen af
illusionen som en illusion”. 114
I Epidemic tematiseres som allerede nævnt selve filmskabelsen, idet
filmen handler om en films tilblivelse. At et værk handler om sig selv er ifølge
Patricia Waugh et karakteristisk metatræk:
Metafictional novels tend to be constructed on the principle of a fundamental and
sustained opposition: the construction of a fictional illusion (as in traditional realism) and
the laying bare of that illusion. In other words, the lowest common denominator of
metafiction is simultaneously to create a fiction and to make a statement about the creation
of that fiction. 115
Epidemic er som nævnt metafiktiv, idet den eksplicit tematiserer sin egen status
som fiktion og reflekterer over forholdet mellem fiktion og ikke-fiktion. Filmen
sætter fokus på den metafiktive films vilje til at tematisere sig selv og verden i én
bevægelse og peger netop herved på sin egen iscenesættelse. Et eksplicit eksempel
i filmen er den humoristiske scene, hvor Lars og Niels taler om deres films mulige
dramaturgi. Her ser vi de to filmmagere tegne filmens dramaturgiske linje på
væggen i Niels’ lejlighed: “Omkring to tredjedele henne ... her må vi lave en eller
anden form for drama ... på det tidspunkt vil folk kede sig ... De vil sikkert kede
sig før, men på det her tidspunkt vil de kede sig så meget, at de overvejer at gå”,
siger instruktøren Lars. Der ironiseres over de gængse krav til en films dramaturgi
114 Egebak (1988), s. 86-87.
115 Waugh (1984), s. 6
75