LisbethOvergaardNielsenPhd

Til sidst. Lad så kun Gud dømme mig for mine alkymistiske forsøg med liv af cellulouid.
En ting er sikkert, livet udenfor biografen kan aldrig matches, for det er hans skaberværk
og guddommeligt derved.
Lars von Trier, København 29/12 1990. 137
Som overskriften “I CONFESS” ekspliciterer, så er det tredje manifest en
tilståelse, en bekendelse. Trier angrer tilsyneladende sin tidligere så belærende
tone, sofisterier og hovmod, men som så ofte hos denne instruktør, er det ikke
muligt at afgøre, hvorvidt manifestet er seriøst ment eller ironisk. Formentlig
begge dele, for parallelt med de personlige, selvkrænkende og selvdevaluerende
ytringer, slår han i bordet og påberåber sig titlen “en filmlærredets onanist” – ikke
uden en vis stolthed. Hvor de tidligere manifester plæderede for filminstruktørens
kunstneriske forpligtelser, så agiterer Trier nu for renhed og klarhed: “Her er
ingenting, der skjuler realiteterne under et kvalmende lag af “kunst”… intet trick
er for tarveligt, intet virkemiddel for billigt, ingen effekt for smagløs.” Og han
bytter gerne “alverdens kunst” for blot “en eneste tåre eller en enkelt dråbe sved”.
Væk er de højtsvungne teorier om kunstens mål og kunstnerens forpligtelser, men
idealerne er intakte. Blot involverer de nu ønsket om, at filmen må aktivere
tilskuerens følelser og få denne til at reagere fysisk og ikke kun intellektuelt.
Filmen skal nu være krop så meget, som den før var hjerne. At filmen skal besidde
en emotionel appel, ligger i naturlig forlængelse af den melodramatiske genre
Europa til dels indskriver sig i. Jeg skal under en genrediskussion senere i dette
kapitel vende tilbage til spørgsmålet om følelsernes position og eksponeringseffekt
i Europa.
Den samlede betydning af manifesterne har imidlertid ikke haft nogen
særlig indflydelse på selve filmene. Manifesterne er – med undtagelse af “I
CONFESS” – kun udsendt som bilag til pressemeddelelserne og kun i begrænset
omfang nævnt i artikler og anmeldelser. Den brede befolkning har derfor næppe
kendskab til manifesternes eksistens. På trods af manifesternes snævre udbredelse
har de imidlertid en ikke ubetydelig funktion i det detaljerede og iscenesatte
137 Manifestet er optrykt i Sekvens. Filmvidenskabelig årbog (1991).
91