LisbethOvergaardNielsenPhd

(triersk) (computer)spil. Med kameraets langsomme zoom føres tilskueren ned i
byen, der repræsenterer ingen ting og alting. Dogville kan være alle steder og
findes alligevel ingen steder. Den abstrakte stil med kridtstreger på gulvet
indrammer byen, men baggrunden og omgivelserne er sorte. Visuel endeløs
sorthed, der på én gang isolerer og lukker byen inde og åbner for grænseløse rum
og fantasiens vækstbetingelser.
Filmen sigter åbenlyst ikke efter genkendelighed. Forskydningen befinder
sig allerede i navnet Dogville, der ligner, men ikke er lig det amerikanske stednavn
Dogsville. Heller ikke Dogvilles placering i USA tilføjer værket et større
tilhørsforhold til virkeligheden. Der er ikke tale om et genkendeligt Amerika, men
snarere et allestedsværende, fiktivt Amerika: “Dogville foregår i Amerika, men det
er kun Amerika, som det ser ud i mit hoved”, siger Trier i pressematerialet til
filmen. 265
Også i Dancer in the Dark brugte Trier USA som baggrund for filmens
fortælling. I dokumentarfilmen Von Triers 100 øjne siger han:
Amerika er jo for mig et slags mytologisk land. Nogen gange kan man jo sige, at man ved
ikke at lave tingene, hvor de skulle laves, får noget forærende. For eksempel så holder jeg jo
meget af en bog af Kafka, der hedder Amerika, og han har jo aldrig været i Amerika, Kafka
– og alligevel synes jeg, at der er meget Amerika i bogen. Den starter med en beskrivelse af
frihedsgudinden, der står med et sværd i hånden, der har han jo åbenbart set galt på
billedet, ikke. Det giver nogen pudsigheder...
Instruktøren lægger således ikke skjul på, at filmenes USA er baseret på hans
subjektive forestillinger om og opfattelse af landet. Anvendelsen af et stednavn
som Rocky Mountains fungerer da også snarere som en kliche over et eksotisk,
mytologisk ikon end som referentiel, realismenær baggrund. Ligeledes er
gangsterfigurerne i filmen inkarnationen af en romantiseret forestilling om USA’s
lovløse wild west, mens indbyggernes tøj og fremtoning kalder på klicheen om den
store fortælling om USA’s præriefolk bosat i nærmest solipsistisk afsondring.
265 I forbindelse med filmens premiere måtte Trier ofte forsvare, at han lod sin film foregå i USA,
når han aldrig selv har været der. Som forsvar sagde han blandt andet til Jyllands-Posten: “Nej, jeg
har aldrig været der. Men min opfattelse er baseret på langt flere informationer og forestillinger,
end amerikanerne havde, da de lavede filmen om H.C. Andersen”. Kilde: Lange (2003b)
195