LisbethOvergaardNielsenPhd

publikum. Herved kan de komme til at gøre en forskel i forhold til andre
filminstruktører og alle dem, der filmpolitisk, uddannelsesmæssigt og økonomisk
kan være med til at sikre filmmediets kunstneriske frihøjde, kvalitet og udvikling.
I kapitel syv blev Guldhjerte-trilogiens tredje film, musicalen Dancer in the
Dark, studeret. Der er her tale om en film, der bevæger sig med selvironiske
undertoner oppositionelt til hele kyskhedsløftet, idet samtlige bud ‘overtrædes’.
Filmen er med sin udforskning af musicalen en tilbagevenden til genrefilmen.
Resultatet er en ultimativ tåreperser, men de melodramatiske effekter og
musicalens traditionsbundne klicheer bliver kontrasteret af en rå og ‘groovet’ stil,
primært båret af det håndholdte kamera og den islandske sangerinde Björks
anarkistiske og kontrastfyldte musik. Musicalgenren bliver med andre ord anvendt
som en intertekstuel diskurs, der legaliserer sang og dans, men samtidig
repræsenterer en tradition, der kan overskrides. Genren får herved karakter af en
metafilmisk praksis, hvor filmen etablerede sig som en leg med mediet og
filmmediets historie. Musicalens rummelighed testes, og genren prøver kræfter
med en sentimental fortælling koblet med en ru æstetik. Forskellen på Breaking the
Waves og Dancer in the Dark er, at hvor Breaking the Waves først til sidst for alvor
udbasunerede værkets andet ansigt, så driver Dancer in the Dark sin historie helt ud
hele filmen igennem. Der er tale om en undersøgelse af filmisk overdrivelse.
Overdrivelseseffekten er derfor et bevidst eksperiment og filmens selvvalgte
benspænd.
Trilogien præsenterer således den samme yderliggående afsøgning af
filmsproget som Europa-trilogien, men igennem overdrivelserne tydeliggøres det,
hvorledes de filmsproglige strategier i disse film presser deres genrer og
tilskuerens grænser. I forhold til Europa-trilogien, er Guldhjerte-filmenes
konstruktion anderledes selvudpegende, når filmene – i forskellige grader –
arbejder med et nærvær smedet sammen med distance. Tilstanden kan
karakteriseres som paramoderne, for projektet er ikke længere at fravælge noget til
fordel for noget andet, men i stedet at skabe film, der er så rummelige, at de lader
væsensforskellige udtryk sameksistere, f.eks. alvor og humor og det tydeligvis
konstruerede med en ny form for realisme.
248