Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Problematikken om sprogets forhold til verden rejser bl.a..
spørgsmålet om formen og derigennem om sprogets rolle som
uhildet medium. At sproget står mellem os og virkeligheden er for
så vidt ikke et problem, hvis sproget er gennemsigtigt og dermed et
neutralt medium, men i den sprogteori, der bl.a. danner baggrund
for den sproglige vending, opfattes sprog som et værdiladet og ikke
virkelighedsreferentielt system.
Dermed bliver sprogets betydning ifølge denne teori ikke etableret
ved dets reference og overensstemmelse (korrespondens) med den
empiriske virkelighed, der beskrives, men derimod gennem det
enkelte sprogtegns forhold til andre sprogtegn, hvormed det enkelte
sprogtegns betydning etableres gennem sproglige forskelsrelationer.
Hvis vi følger dette sprogteoretiske udgangspunkt i forhold til de
historiske analyser, kan det samme spørgsmål stilles: Kan der siges
at være korrespondens mellem den fortidige virkelighed,
historikerne undersøger og beskriver og det sprog, den beskrives i,
eller etableres beskrivelsen af indholdet og betydningen af den
fortidige virkelighed kun gennem de sproglige forskelsrelationer,
som derved etablerer en konventionel forbindelse mellem det
beskrevne og beskrivelsen.
Dermed bliver forestillingen om, at historiefaget handler om en
svunden fortidig virkelighed, yderligere problematiseret, og således
er også tanken om, at det er muligt at slutte via de fortidige spor
eller tekster til den rigtige fortidige virkelighed, blevet vanskelig at
opretholde. For selvom historie handler om en fortidig virkelighed,
kan det ikke være den, vi studerer, da den er endegyldigt borte. Vi
studerer derimod forskellige repræsentationer af det historiske
objekt.
Med udgangspunkt i ovennævnte sprogteori er det altså ikke kun
den forgangne tid, der står mellem os og fortiden. Det er også
repræsentationerne af den, bl.a. i de tekster vi har fået overleveret
fra fortiden, herunder den narrative form og det sprog, som de
historiske analyser præsenteres igennem.
Konsekvensen af denne sprogteori er, at det traditionelle historiske
empiristiske korrespondensprincip mellem den historiske tekst og
den fortid, den omtaler, samt korrespondensen mellem den
11