Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
specifikke møder i en specifik kontekst, og min definition af motiv
bliver således placeret i Varthemas kontekst.
Kontekstualisering.
Det fjerde greb er den kontekstualisering, der anvendes i den
mikrohistoriske analyse. Den traditionelle måde at udnytte en
kontekst på har bestået i at anvende en på forhånd etableret (ofte på
baggrund af sekundær litteratur) hypotese eller kontekst til at
afdække det analyseredes mening, samt til at verificere eller
falsificere den anvendte hypotese. Hermed bliver analysen af
tekstens forskellige spor styret og afhængig af en på forhånd
begrebsliggjort og udvalgt kontekst.
Det kan betyde, at der i fortolkningen implicit overføres en række
forudsætninger og begrebsliggørelser, der på forhånd begrænser og
styrer analysens mulige svar. Derved bliver risikoen for
anakronismer på bekostning af ”fortidens egne ord” er
overhængende 581. Det er en af årsagerne til, at den mikrohistoriske
kontekstbrug tager udgangspunkt i den udvalgte historiske tekst og
først tillægger de forskellige spor i teksten betydning ud fra tekstens
eget univers. Tekstens egen logik, samspillet mellem indhold og
udtryk anvendes altså til at etablere den første
betydningskonnotation og først derefter følges tekstens spor ud i en
”ydre kontekst”. På baggrund af de spørgsmål, som historikeren
rejser gennem den overordnede problemstilling, tager den
mikrohistoriske kontekstanalyse udgangspunktet i den eller de
udvalgte historiske tekster. Dermed bliver de historiske teksters
egne anvendte begreber, samt de benyttede ords egen logiske
struktur og betydning, medspillere i forhold til hvilken kontekst, det
er relevant at etablere og inddrage, frem for en på forhånd given
opfattelse af, hvilken kontekst den historiske tekst skal tolkes i
forhold til.
Det kan også udtrykkes således, at det er kontekstualiseringens
bevægelsesretning, der adskiller de to kontektualiseringsmåder eller
greb.
581 Hvilket er et af de steder hvor overensstemmelsen med Grounded Theory, som
beskrevet i kap. 2, er klarest.
272