Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
Derfor har kritikken af de poststrukturalistiske tilgange foranlediget
at diskussionen om aktørernes betydning og intentioner, er sat på
dagsordenen i historiefaget 551.
Mødet mellem epistemologi og ontologi?
Spørgsmålet om mødets status og funktion er således blevet et
centralt omdrejningspunkt. Men hvorfor er det så vigtigt at insistere
på mødet mellem forfatteren og det han på forskellig vis
beskriver 552?
Jeg mener, det er vigtigt at huske på, at alle de tekster vi arbejder
med og inddrager i vores historiske analyser, alle på den ene eller
anden måde er et resultat af sådanne møder med en fortidig verden.
Mødet er vigtigt, da det er udgangspunktet for udfærdigelsen af den
skriftlige kilde, der beskriver en fortidig hændelse, oplevelse,
handling m.v. Beskrivelsen af hændelsen bliver forankret i en
forgangen virkelighed ved, gennem en tids -og steds fastsættelse, at
etablere et gyldighedsområde for at noget engang har fundet sted,
hvilket tekstens deiktiske egenskaber er med til at understrege og
henvise til. Derved bliver tekstens gyldighedsområde ikke kun
etableret af de(n) gældende diskurser eller tradition(er) (der
influerer forfatterens valg af fortolkning og udvælgning, i møde 1),
551 Der er mange der melder sig i koret, men se senest bl.a. i History and Theory. Theme
issue 40, Agency after Postmodernism,(dec) 2001,Wesleyan University
552 I noget mikrohistorisk forskning, men også i Joan-Pau Rubies bog om
rejseberetninger (Rubies, 2000.a), er der er fokus på den genstand, der bliver beskrevet.
Forstået således at det er en undersøgelse af hvilket muligt møde (forstået meget bredt)
samtidens beskrivere redegør for. I Rubiés tilfælde, forsøger han at fastlægge hvad
Vijayanagara er i de rejsendes samtid. Ikke for at fjerne overtro eller andre kulturelt
betingede forståelser, der ville kunne have udstyret kildens forfatter med et andet
logisk system. (som man bl.a. har argumenteret for i forhold til hekseprocesserne, hvor
de impliceredes forklaringer blev afvist som utroværdige, idet de byggede på overtro
eller var ulogiske begrundede (i forhold til vores logik, vel at mærke)). Men for på
denne måde at kunne se hvad der handlede om kulturelt forankrede verdens
opfattelser, og hvad der var objektive erkendelser. Spørgsmålet er om vi på nogen
måde kan tale om objektive erkendelser, og i lige så høj grad hvorvidt og hvorledes vi
kan nå frem til disse. Det bliver yderligere problematiseret ved arbejdet med historiske
tekster, hvis henvisningsverden er gået tabt, og ikke kan rekonstrueres uden om de
forskellige tekster, der omtaler den, og derfor kan det vel ikke siges at være objektiv
viden, men vil netop altid være den italesatte viden?
250