Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Identitetsbrikker, det fremmed i mødet og i teksten.
kvalificerende gæt forsøger at komme stadig tættere på det
dynamiske objekt.
Den historiske fortællings status.
Både den kohærente og den korresponderende referentialitet har
konsekvenser for hvilken status, der kan tildeles den historiske
fortælling.
På den ene side begrænser den specifikke historicitet udsigelsens
rækkevidde. På den anden side er problemstillingen rettet mod at
studere i landsbyerne, frem for landsbyerne selv, hvilket tillader
analyseresultaterne en stor rækkevidde. Vi studerer ikke historien,
men i historien, og dermed forskellige problemstillinger i den
historiske kontekst.
I dette tilfælde består den specifikke historicitet ved at analysen er
stærk forankret i Varthemas rejseberetning. De specifikke elementer
forankrer gyldigheden i tid og i rum, mens de mere generelle eller
basale spørgsmål om identitet og selvet og disse umiddelbare
universaliers konstruktive elementer har en hel anden rækkevidde.
Den rækker således langt ud over den specifikke case og kan i den
henseende anvendes til at rejse mere generelle problemstillinger, om
hvad selvet er i dag og hvorledes vi iscenesætter det, samt gennem
hvilke legitimitetsfigurer vi taler om det, der er noget andet end os. I
denne afhandling kan den historiske analyse tilbyde os en forståelse
af hvilken italesættelse i det historiske univers, der fordrer
Varthemas rejsebeskrivelse. Derigennem udfordres også vores egen
nutidige forståelse af de andre, der i bund og grund handler om
hvilken italesættelse og definition, vi har kunnet rumme de
fremmede indenfor og hvorledes dette har konsekvenser for vores
handlinger i forhold til både os selv og dem, vi definerer som de
andre. Herved understreges at det på den ene side ikke er naturlige
og oplagte definitioner og italesættelser, der gør sig gældende, men
derimod kulturelle definitioner. Det skulle også gerne være tydeligt
at selvom denne italesættelse og de kulturelle definitioner ikke
korresponderer med ”de andre” i ontologisk forstand, så er der dog
grænser for fortolkningen og dermed for italesættelsen og
definitionen. Disse grænser for fortolkning sættes igennem i mødet
med og henvisningen til det italesatte, uden at det kan siges, at det
er det italesattes ontologi (og derved det dynamiske objekt), der
alene begrænser de mulige italesættelser, så etableres der i en vis
303