Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Varthema kom fra den italienske halvø og fik sin rejseberetning
udgivet for første gang i Venedig i 1510.
I ovenstående citat fremgår det, at Varthema hele tiden
sammenligner, det han ser på sin rejse, med det han kender.
Gennem det messende modo nostro og nui, som Varthema hele tiden
sammenligner de fremmede med, etablerer han samtidig en ”vores
måde” og et ”os”.
Herigennem etablerer han nogle af de brikker, som han gennem sin
rejseberetning anvender til at konstruere og etablere sin identitet
med.
Problemstilling.
De centrale spørgsmål i forhold til konstruktionen af identitet, både
for Varthemas samtid og for os idag, er hvor og hvordan grænserne
for hvem, der er inkluderet eller ekskluderet, går og hvorfor.
Det kan ofte være svært at gennemskue hvem og hvorfor nogle
inkluderes i en identitetskonstruktion. De ekskluderede defineres
derimod som udenforstående og bliver dermed i højere grad
omdrejningspunktet for grænsedragningen.
De fremmedbilleder der etableres kan umiddelbart være ret
stereotype, men i det praktiske liv bliver denne stereotyp ofte
udfordret og sat til diskussion i de konkrete møder. Dette vil ofte
foranledige en forskydning af definitionen af de andre og
derigennem også af grænsedragningen mellem de inkluderede og
ekskluderede.
Derfor er det interessant at se på fremmedbilledernes indhold, men i
høj grad også på om dette forandres gennem de konkrete møder,
samt hvordan og hvorfor denne forandring finder sted. Netop fordi
at idet fremmedbillederne og definitionen af de ekskluderede
forandres, forandres også definitionen af de inkluderede.
Rejseberetninger er i stigende grad, de sidste årtier, blevet anvendt
som historisk kilde til den rejsendes sociale kosmologi og
konstruktion af identitet 2, og kaster vi et hurtigt blik på forskningen
2 Se bl.a.. Michael Harbsmeiers: Wilde völkerkunde. Andere Welten in deutschen Reiseberichten der
frühen Neuzeit. Frankfurt & New York. 1994, der var én af de allerførste til at udnytte dette potentiale i
hans doktorafhandling.(Herefter Harbsmeier, 1994)
9