Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Identitetsbrikker, det fremmed i mødet og i teksten.
gennemgående demarkationsgrænse kan således binde teksten
sammen på tværs.
Valget af paradigme tager først og fremmest udgangspunkt i den
tradition og den specifikke historiske situation Varthema forlader,
men det er tydeligt gennem modfortællingerne, at andre
paradigmer kan inddrages på lige fod, alt efter hvilket ”andet” han
møder og i forhold til, hvorledes hans oplevelser kan formuleres og
tænkes i de valgte paradigmer.
Således kan de forskellige paradigmer sameksistere indenfor samme
tekst, gennem løbende tilvalg og fravalg.
Når historikeren Joan-Pau Rubíes mener at kunne udpege Varthema
som en af de første verdslige rejsende, har han i en vis udstrækning
ret, men som jeg også har påpeget før, mener jeg det er mindst
ligeså interessant at se hvilke andre paradigmer, der er på spil i
samme tekst.
Varthema skræver over mindst to meget forskellige traditioner, men
er sig mest den ene bevidst, nemlig den humanistiske. Derfor langer
han voldsomt ud efter skolastikerne, hvis verdensbillede på samme
tid kan ses i de forskellige modsprækker i hans fortælling.
Spørgsmålet i denne henseende må være, hvor og hvorledes han
deponerer sit jeg og dermed sin identitet.
Varthemas fortælling om de andre, etablerer ham som den
nysgerrige renæssanceperson, hvis mere verdslige opfattelse af
verden tillader en åben og mere tolerant opfattelse af hedningerne,
der understøttes af den universelle tolkning af begrebet ingegno, der
etablerer den universelle moralisme.
Dette undermineres gennem den modsætning han opstiller mellem
maurerne og de kristne i sine fangenskaber og af hans påberåbelse
af, hvorledes han gennem snedighed, list og forstillelse undslipper
denne fare. Dermed understreges et markant skel mellem de kristne
på den ene side og de andre på den anden.
Samtidig er det i den 3. narrative hastighed, Varthema fastholder og
understreger spændingen mellem maurerne og de kristne. Netop
denne hastighed adskiller sig fra de to andre, ved at placere
Varthemas jeg, hans persona, som aktivt handlende, og derigennem
også mere vurderende og forklarende. En beskrivelsesform der
295