Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Ludovico de Varthemas legitimeringer.
refererer til kendte antikke guder og helte i metaforer og
metonymier 371.
Han forbinder dette sandhedselement med værdien af sin
rejseberetning. De virkelige ædle sjæle, som både signora´en, hvem
han tilegner rejseberetningen, og hendes families tilhører, kan se
gennem de floromvundne og kultiverede skrifter, da dét de søger, er
sandheden og ikke indpakningen. Herved formulerer han en
indirekte kritik af den udbredte retoriske tradition, der havde slået
rod i den middelalderlige skolastik og understreger dermed en
sandhedsopfattelse, som var bundet i den praktiske
videnskabelighed, og funderet i den praktiske observation.
For at kunne undersøge hvad denne praktiske videnskabelighed
består af, er jeg nødt til at kigge nærmere på, hvorledes han gennem
sin rejseberetning iscenesætter sig selv i rollen som
videnskabsmand, og hvilke retoriske figurer han underbygger den
praktiske videnskabelighed med.
Øjenvidneberetninger og sandhedsstatus.
Gennem rejseberetningen er det hovedsageligt 1. narrative
hastighed, der dominerer. Denne hastighed kan karakteriseres ved
at være beskrivende og opremsende, bestående af meget korte
sætninger, der i høj grad er renset for enhver tydelig vurdering eller
forklaring af skikke eller forunderlige elementer.
Denne sprogbrug etablerer en meget nøgtern stil, hvis formål
muligvis var at gengive det sete korrekt - nærmest som et vindue til
fremmedheden, eller det vi i dag ville kalde et fotografisk blik.
I denne beskrivelse af ”det fremmede”, undrede jeg mig over den
gentagne brug af ord som credo (jeg tror), e vero (det er sandt), ho visto
(jeg har set), non lo visto (jeg har ikke set). Anvendelsen af credo og visto
var for det meste at finde i følgeskab med hans beskrivelser af de
sære skikke og forhold, som han var stødt på under sin rejse.
371 Hvilket også kan rejse spørgsmålet om hvilken slags læser, han hermed henvender
sig til. De må i denne sammenhæng kunne følge hans henvisninger til den antikke
verden. Dog skal det samtidig påpeges, at det netop kun er i appendikset at han
anvender disse henvisninger.
156