Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
Mange af den ny kulturhistories udøvere har forholdt sig til disse
problemstillinger. De har i kraft af andre formidlingsformer forsøgt
at medtage disse positioner i deres analyser, hvormed de tager
konsekvensen af, at den valgte form har betydning for hvilken
forståelse og erkendelse af indholdet der formidles. Det har bl.a.
rejst problematikken om brugbarheden af de traditionelle
erkendelsesmåder, der anvendes i den historiske analyse og
foranlediget afprøvelse af andre formidlingsformer og et andet
sprogbrug. Den konventionelle form i de historiske analyser er
nemlig ikke altid i stand til at rumme og formidle en anden
videnskabelighed og andre former for erkendelse end dén rationelle
logik, der danner basis for hvad vi generelt forbinder med
videnskabelighed 528.
Det betyder ikke, at hele den ny kulturhistorie har opgivet alt i det
gamle videnskabsbegreb. Der anvendes eksempelvis fortsat noter og
dermed henvisninger til kilderne. Så på trods af erkendelsen af
fortolknings- eller konstruktionselementet i historieforskningen vil
ikke alle afvise, at det er muligt at forankre sine analyser andre
steder end blot i egen tekst, og at der er nogen analyser, der er bedre
- eller skulle jeg sige mere sandsynlige end andre. Dette omhandler
netop kildens og fortællingens status.
Sandsynlighedsvurderingen i bred forstand har overtaget
korrespondens-tænkningens plads. Men derigennem er megen af
den videnskabelighed, som historien tidligere har baseret sig på,
blevet erstattet af en meget mere usikker videnskabelighed, der
stiller spørgsmål ved sandsynlighed, gyldighed og rækkevidde.
Den sociale konstruktivisme.
I dele af den amerikanske, norske og til dels også den danske debat,
har problematiseringen af forholdet mellem beskrivelsen af
virkeligheden og den beskrevne virkelighed ikke taget sit
og undervurderer nogle af de konsekvenser som den sproglige vending afsætter. Ved
en konsensus vedtagelse om den historiske form bliver forholdet mellem form og
indhold blot gemt væk i nogle gevandter, som den poststrukturalistiske tænkning ikke
umiddelbart appellerer til. Hvis vi blot ud fra en fælles enighed kan bestemme formen
- uden det skulle have den store betydning for hvilket indhold, der formidles,
affærdiger vi netop forbindelsen mellem form og indhold. Se Brimnes, 1998.
528 Hvilket jo igen er kulturelt og historisk specifik for den vestlige tænkning.
235