Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Ludovico de Varthemas legitimeringer.
rejseberetning, kræver en større receptionsanalyse og er i sagens
natur behæftet med stor usikkerhed, som jeg ikke vil gå ind i her.
Men det er kendetegnende, at det myldrer med både indirekte og
direkte referencer til rejsebeskrivelser i mange af de humanistiske
skrifter. Ligesom der også i rejseberetningerne og i høj grad hos
Varthema er referencer til samtidens humanistiske tradition og
dennes fokus på antikken. Det kan ses i hans appendiks, hvor hans
pludselige påberåbelse af både Atlas, Herkules, Cicero og Odysseus
foruden den meget omhyggelige dedikation til adelsdamen, V.
Illustriss Signoria, samt beskrivelsen af hendes store ”ingegno”,
vidner om et kendskab til den antikke verden, og dyrkelsen af de
lærde som idealmodel.
Rejseberetningerne blev samtidig anvendt af den intellektuelle
skare, der kan samles under betegnelsen ”humanisterne” i
Varthemas samtid. De kan ud fra en bred forståelse karakteriseres
som det nysgerrige renæssancemenneske, der ville oplyses, samtidig
med at den antikke romerske kultur spillede en stor rolle i forhold
til at etablere en idealmodel både for litteratur og verdenssyn.
Helt centralt i denne tradition stod den frie vilje og menneskets
dannelse gennem dyrkelse af de humanistiske studier 391. Samtidig
hermed stillede de mod at opstille omhyggelige og systematiske
metoder der kunne genskabe og anvende såvel de antikke tekster
som den empiri, de fik leveret gennem bl.a. rejseberetningerne til
nye geografiske optegnelser 392.
391 I en mere snæver beskrivelse af humanisterne var de adelige hofmænd
fra især pavens og andre patroners hof, hvis hovedbeskæftigelse var
genudgivelser af de lærde antikke tekster. Begrebet dækker også over det vi
i dag ville kalde embedsmænd og hofsnoge. Jeg anvender her den mere
brede beskrivelse.
392 Se bl.a. Giudicis indledning i Itinerario p.67-69 for geografer fra det 15. 16. 17. og 18.
århundredes brug af Varthemas optegnelser til geografiske studier. Desuden anvendte
kartograferne også Varthemas rejsebeskrivelse især i forhold til beskrivelsen af øhavet i
sydasien. Se desuden Reichert, 1996. p. 26, der nævner at Martin Waldseemüller, der i
sin Carte marina navigatoria fra 1516, har overtaget en del af Varthemas beskrivelser af
levemåder, eller Sebastian Münsters Cosmographia fra 1544 og Livio Santuto, der i sin
Geografia fra 1588 overtager en masse af Varthemas beskrivelser. Således blev
Varthemas oplysninger også brugt til at skabe et verdenskort: Johann Hutticht
rejsesamling: Novus orbis regionum ac insularum veteribus incognitarum, hvor Varthema
fremhæves som Vartomanus. Reichert, 1996. p.26
163