Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
I min analyse af Varthemas rejseberetning anvender jeg de
metodiske greb til at fremanalysere forskellige tegn, som jeg knytter
sammen i besvarelsen af mine spørgsmål om rejseberetningens
italesættelse af fremmedbilleder, legitimering og identitet.
Dermed læser jeg rejseberetningen som et tegn herpå, og jeg kan
således hverken forvente, at rejseberetningen kan være et vindue til
hvilke handlinger og mennesker der i ”virkeligheden” fandtes og
agerede i det øst som Varthema beskriver. Ligesom jeg heller ikke
kan læse den som udtryk for en fuldstændig overensstemmelse
med, hvad Varthema oplevede i sin samtid. Jeg kan kun læse den
som udtryk for hvilke valg Varthema træffer mellem de mulige
måder, det i hans samtid var muligt at beskrive den slags oplevelser
på. Hermed bliver det objekt, som tegnet henviser til, ikke baseret
på en korrespondens med en forgangen fortid, men et kvalitativt
gæt og dermed en sandsynliggørelse af mulige italesættelser i
Varthemas samtid, samt de specifikke møders betydning for de
ubevidste eller bevidste valg heraf.
Således etablerer jeg mødet som et fast holdepunkt, som den
historiske tekst henviser til eller står i stedet for, men mødet er dog
ikke et fastere holdepunkt, end at det gennem en specifik
italesættelse repræsenteres i den historiske tekst, og dermed aldrig
kan renses for sin sproglige klædedragt, selv om klædedragten
bærer præg af det, der skal repræsenteres. Derfor læser denne
udgave af mikrohistorien, som jeg her anvender, ikke de historiske
spor for at etablere forbindelse til et ontologisk defineret møde og
hvad der fandt sted i en udvalgt fortid, men derimod for hvilke
italesættelser der var mulige at anvende i forhold til dette møde,
altså det epistemologiske i mødet.
Således ønsker den mikrohistoriske tilgang at beskrive dele af en
udvalgt fortid, men de dele, der ønskes beskrevet, vil aldrig kunne
verificeres eller falsificeres endegyldigt empirisk, netop på grund af
deres epistemologiske karakter.
De metodiske greb anvendes for at holde fast i de historiske teksters
egen logik og betydningstillæggelse, og derved begrænse
rækkevidden af mødet mellem historikerens forventninger og den
historiske tekst, altså møde 2, ved at lade den historiske teksts egen
logik og henvisninger til mødet (møde 1) sætte så mange
276