Læs (pdf) - Historie-nu.dk

Kildebegrebet til debat.
holdepunkter. Man kan til en vis grad påpege, at det jeg kalder for
facts allerede er indspundet i en betydningstillæggelse i kraft af, at
de bliver fremhævet som begivenheder frem for andre hændelser og
facts, både af samtidens mennesker og af historikere. Når jeg taler
om facts, henviser jeg til alle hændelser, der har fundet sted, men jeg
er bevidst om at lige så snart samtidens mennesker vælger at
fremhæve nogle hændelser, bliver de allerede indspundet i en
betydningstillæggelse 526. Når vi som historikere vælger at fokusere
på de samme udvalgte hændelser, tillægger vi dem endnu en
betydningstillæggelse gennem vores udvælgelse og brug som kilder
i de historiske analyser.
Men opregningen af disse facts er ikke, hvad jeg forbinder med
historiske erkendelser og historisk viden, men anvendes derimod
mere som faktuelle holdepunkter og deiktiske markører. Det der
skaber de historiske erkendelser er den måde disse punkter
udvælges, tænkes og sættes i forbindelse med hinanden.
Derigennem skabes en sammenhængende fortælling, med
begyndelse, midte og slutning, om hvordan og hvorfor, og så er vi
allerede ude over denne første, begrænsede og uomtvistelige
kategori og inde i næste kategori, hvor historikerens subjektive
fortolkning og konstruktion begynder.
Dermed kommer vi, via den sproglige vending, tilbage til
poststrukturalismens tredje karakteristika - tabet af den absolutte
sandhed. Kort fortalt har den sproglige vending problematiseret den
historiske form, der ikke reflekterer over hvilke diskurser selve
valget af narrativ plotmodeller etablerer, og herigennem det
sandheds- og erkendelsesbegreb, der stadig, på trods af en vis
opblødning, tit er på spil, når historikere formidler deres analyser
og organiserer fortidens spor. Derfor er det vigtigt at problematisere
både den historiske erkendelse og den historiske fremstillingsform
og ikke blot resignere 527.
526 Denne erkendelse kan anvendes som analytisk redskab, og er blevet det især
indenfor den historiske og semiotiske antropologi, se desuden Kirsten Hastrups artikel:
”Sandheden i den historiske antropologi”, i Findes historien – virkelig. Den Jyske
Historiker. 50, 1990. p.81-94 (Herefter Hastrup, 1990)
527 Som Niels Brimnes gør i sin artikel fra 1998, ved blot at vælge at fremhæve den
nuværende form i den historiske fortælling til konsensus - fordi vi er enige om, at det
er den bedste lige nu. Dermed undergraver han rent faktisk sine egne pointer i artiklen
234